Evigt forbandet

Niels Peter Aggers hjemmeside

 

Hvis man ikke selv kan skabe fremtiden kan man altid stille sig i vejen for den.

 

Revolutionen er kærlighedens kejsersnit. Ikke fordi børnene vil det men fordi borgerskabets kusse er for snæver.

 

 

Evigt forbandet

Evig forbandet (Utilgivelsen – det utilgivelige)

Niels Peter Agger Cand. psych. Psykofirm.

Psykolog nyt. Nr. 2 2002. Årgang 56.

Kristeligt Dagblad – Pædagogpræsternes fallit, 1. 3 2002.

Omsorg – Nordisk tidsskrift for palliativ medisin. Nr. 1/2003/20. årgang (s.17-20).

Revideret 27. 3 2014 lang version – Evig forbandet. Ikke udgivet.

 

De går i terapi for at slippe spøgelserne. Men det nytter intet. Der er ingen forløsende magi i, at terapeuter ritualløst udsiger: ”Du er tilgivet. Nu må du tilgive dig selv !”

Eller endnu værre: ”Du lider af skylds-PTSD”. Dødens øjne stirrer stadig kranietomt på dig.

 

Synd er ikke længere et begreb, der knytter sig til de liv, vi lever. Livsansvaret er ophævet og blevet psykologisk subjektiveret ind i den moralløse livsfortællings uendelige rummelighed og endeløse ligegyldighed.

Skyld er omformet til skyldsfølelse. Overdraget til det enkelte menneskes behagelige selvbedømmelse. Hvem er så stupid at påtage sig denne ubehagelige følelse, når verden er et åbent supermarked for bortforklaringer, rationaliseringer eller sødmefuld bondeanger?

Du har måske medvirket til drab. Som soldat i krigsnationen DK´s hellige navn, i krimiverdenens legerum eller i dit religiøse privatliv? Været IS´s vantroslagter i Allahs hellige navn i Syrien eller Irak.

Da lider du af skylds-PTSD. Ikke af traumaoffer-PTSD. Må leve livslangt med utilgivelsen.

Kirker nedlægges. Kirkegårde sløjfes. Og ensomheden vokser.

Helvede er reduceret til pikante kalkmalerier og småbørns eventyr. Skærsildens lutrende ovne står kolde og rustne. Smådjævlene er sat på efterløn. Må nøjes med at pine hinanden. De forfaldne engle og selve arvesynden er reduceret til kromosomfejl, opdragsmiljø eller mobningskultur.

Der eksistere ikke længere institutioner for fordømmelse, bodspålægning, anger, soning og tilgivelse.

Kan vi mennesker leve med det?

Leve med at være alene med vores synder uden et ritualsystem, der kan afslutte disse? Farer vi da ikke vildt inde i os selv? Må etablere vores egen rensende skærsild eller gå under i evig selvfordømmelse? Det vi nu påkalder os som afladsdiagnosen depression.

Er det den pris, vi planetlevende betaler for at have lukket Guds øje. Skænket hinanden en gnidningsløs frihed?

 

Han var 87 - forhenværende cheflaborant og levede nu i en beskyttet bolig. Konen var død for mange år siden af en langvarig kræftsygdom. Det havde været en lettelse, da dødsprocessen endelig var over. Savnet havde været kort.

Synet var blevet svagere over årerne. Var nu næsten blind. Men ud over det, fungerede han mentalt og fysisk upåfalden.

Datteren besøgte ham hver søndag. Når hun trådte ind i stuen var det første, der ramte hendes bevidsthed, den tykke dynge mugne journaler, der lå stablet op på spisebordet. Hun kaldte dem for Sisyfosbjerget.

Hvert besøg fulgte samme rigide ritual. Efter en kort snak om, hvad der var sket i ugens forløb, satte han sig tungt og utålmodigt ned ved spisebordet. Hun slog sig ned overfor. Tog med et lydløst suk fat i den øverste journal og begyndte med høj/klar stemme at læse den omhyggeligt op for ham.

Alle journaler drejede sig om patienter, der i 1940´erne og 50´erne fik indsprøjtet thoratrast som kontrastmiddel i forbindelse med forskellige røngentundersøgelser. Mange af patienterne udviklede senere kræft, og de fleste døde af sygdommen.

Han var leder af den forskningsgruppe, der havde ordineret undersøgelserne, og mens hun læste journalen op, sad han og overvejede/voterede højt med sig selv, om det hele havde været forsvarligt. Nødvendigt. Om han havde opsøgt viden nok om proceduren og risiko for bivirkninger. Om det var thoratrasten, der havde forårsaget sygdommen, eller om den skyldes en anden årsag. Om dødsårsag hang sammen med undersøgelsesprogrammet.

På en ordinær søndag gennemgik de tre journaler. Disse blev lagt over i den anden bunke. I ugens løb vedblev han med at gennemreflektere de enkelte sager og at placere den på den skala, han havde udviklet til at bedømme, om patientbehandling var korrekt eller ukorrekt. 10 var forsvarlig og tilgivelig. 0 var uforsvarlig og utilgivelig.

Når stakken var tom, begyndte de forfra. Søndag efter søndag.

Han var aldrig formelt blevet stillet til ansvar for affæren, selvom andre var. Var aldrig blevet sagsøgt eller offentligt bebrejdet. Hans egen skyldsdomsproces havde nu stået på i 17 år. Tilgivelse?

 

Det er værst – tidligt om morgenen. Så kommer fantasierne til ham. Pigebørn. Unge, forførende med buttede lemmer, antydningen af bryster, baller - der er ved at antage spændstighedens former, og de letbehårede, jomfruagtige kønsorganer. De bare kommer og kommer. Smyger sig ind til ham. Og han mærkede igen blodet skylle igennem de forkalkede årer, samt at begæret stiger til et eksplosivt niveau.

Er ansigtsløse. Uden antydning af skam.

Hvis han giver efter, kan hans krogede fingre igen mærke deres huds silkeagtige blødhed. Kan fornemme, at pigekroppene også bliver fanget af lysten. Høre deres åndedrag blive stødende og hurtigt. Lugte, at deres dufte stiger op omkring ham. Indhyllede ham i rødt begær.

Fantasierne ender altid med et kæmperyk i hans krop. Nu har kroppene ansigter. Disse er hårde og borende, som kun børneansigter kan være, når de hader.

Det var hans steddøtre, deres veninder samt letkøbte børneludere, og bølgen af skam/skyld vælter ind over ham og slå ham til jorden.

Blodskam. Incest. Uterlighed. Krænkelse. Overgreb. - Kontra. -Indsmigren. Kærtegn. Kærlighed. Forførelse.

En snurrende lyserød cirkel. Det hjalp, når han havde været på toilettet. Blæren var ikke, hvad den havde været. Godt blev det først, når han havde fået drukket kaffe, nedkastet en gammel dansk og hørte den nye dags avis dumpe ind i brevsprækken i plejeboligen.

Så forsvandt de og den dybe skyldfølelse over at have været besat at et forkert begær. At have overtrådt alle de moralværdier, som søndagsreligionen påbød ham.

Guldbryllupskonen lå og sov derinde. Vidste hun? Var hun klar over, at han igennem år havde forbudt sig mod de børn, hun havde medbragt i ægteskabet. Og at det først var holdt op, de var store nok til at sige håndfast, hadsk fra?

Vidste hun det? Bag en servil facade og den rutineprægede hverdag, hvor det praktiske plan og småsnak udfyldte alt.

Erkendte hun – og tav, fordi hun følte dyb skyld over at have trukket sig seksuelt fra ham for så mange år siden, og derved sluppet djævelen løs ?

En niece havde en gang konfronteret ham med overgrebene/befamlingerne. Udbedt sig forklaring. Han havde benægtet alt. Derefter var der intet sket.

Terapeuten, han kontaktet i hemmelighed, havde forstået ham i hoved og røv. Accepteret alle gode forklaringer. Betal ved kasse A. Det havde han ikke kunnet bruge til noget. Præsten havde holdt en prædiken om, at Jesus sonede alle vores synder på korset. At livet gik videre. Samme tynde kop te.

Var nu 78. Hver aften faldt han i søvn med bevidsthed om, at ungpigerne ville vække ham næste morgen. Ville stå der nøgne overfor ham - med hadske, anklagende øjne, og skambølgen ville slå ham omkuld igen. Mareridtet havde stået på i over 40 år.

 

Hun havde kræft – en modbydelig form for kræft, som åd sig ind i nervesystemet, og fik alle kropsfunktioner til at gå amok. Var delvis lammet. Lænket til sengen, men det værste var, at hoved/arme var underlagt fuldstændige tilfældige ryk og krampebevægelser. Hun kunne derfor ikke holde fast på noget som helst og heller ikke spise selv. Selv sproget var blevet rykvis og forstyrret. Forsøgte derfor at kommunikere ved at skrive på sin Pc’er.

Plejepersonalet forstod/accepterede gennemgående ikke, at forfaldskroppen havde taget magten. At hendes stødvise kommanderen rundt med dem var et sidste, fortvivlet forsøg på at beholde en rest af værdighed. De syntes bare, hun var besværlig/krævende, og tit havde børnene/de pårørende en fornemmelse af, at personalet straffede hende ved at blive væk fra stuen og afbryde strømforsyningen. Især når de ikke var der.

Hun var klar over, at sygdommen ville føre til døden. Men det, der dominerede bevidstheden var en periode tidligt i hendes ægteskab, hvor hun havde haft en hed affære med sin mands kollega. Den havde stået på i tre år. Det var 40 år siden.

Hendes mand var nu stærk dement. Udenfor rækkevidde. Men tanken om, at hun havde bedraget ham, været han utro vedblev med at martre hende – og især, at hun aldrig havde fortalt manden om elskerepisoden. Bragt det ud i det åbne rum.

Nu var det for sent.

 

Beretningerne til terapeuten om, hvad der var sket, var utroligt detaljerede. Hvordan hun havde mødt den anden til en kollegial fest. Hvordan han havde kontaktet hende med hede breve. Nølende besvaret. Hvordan hun havde indvilliget i at se ham. ”Drikke en kop kaffe.” Hånd, der søgte hånd – og hvorledes det havde udviklet sig til et løbende, hedt seksuelt forhold. Udfoldet i det lokale byrum.

Hun gennemgik alle løgnene, udflugterne, alt falskneriet samt den dybe fornemmelse af, at hemmeligheden havde ligget mellem hende og ægtemanden som en kræftsump i alle disse år. Været hovedårsag til, at ægteskabet havde udviklet sig til et kærlighedsløst fornuftsforhold med fin facade og frossen tomhed indeni.

 

Hovedundskyldning for fortielsen var en nær veninde, der i en løs stund fortalte sin 68årige mand om, at hun faktisk havde kendt en anden mand fysisk, inden de to blev gift. Havde gjort det på tilskyndelse af sin psykiater om - at få gjort ”rent bord” Manden havde reageret på afsløringen af hemmeligheden ved at blive total jalousi sindssyg. Alt i deres liv blev pludselig centreret om hændelsen, da hun var 18 år. Manden kunne ikke tænke på andet. Tvang hende til at fortælle historien igen og igen. At udpensle alle mulige intime, seksuelle detaljer. Hun måtte også stå til regnskab for sit forhold til alle mænd, de havde været i deres fælles liv. Havde hun følt sig erotisk tiltrukket af nogen af dem? Havde der været noget mellem hende og ham Jan, som hun altid talte så godt med? Havde de siddet og lavet pikante ting med benene under spisebordet? Det havde han tit tænkt/tændt på.

 

Hun frygtede mest aftnerne, fordi manden begyndte at dæmpe de aggressive følelsesstrømme med alkohol. Når han havde fået nok, blev forhørene virkelige ondskabsfulde. Han råbet/skreg. Kaldte hende en billig mær, luder og det, der var værre, indtil hun brød sammen i gråd. Slog også ind imellem.

Til sidst blev det daglige mareridt for meget. Veninden afsluttede livet ved at hoppe ud foran toget på nærbanen. Begravelsen havde været frygtelig.

 

Nu lå hun der, lænket til sygesengen, og var overbevist om, at kræftsygdommen skyldtes hemmelighedssumpen. At Gud straffede hende på den måde.

Da hendes ægteskabelig sjælekval var blevet så stor, at hun ønskede at åbne for kraterne i deres fælles livsfortælling, var det for sent. Mandens demens lukkede alt til. Hun var alene med behovet for udsoning og tilgivelse. Var der skjult had i hans demensøjne?

Alle psykologiske forsøg på at tage skylden fra hende - opløse utroskabsoplevelsen i livshistoriens relativitet, var forgæves. Da hun begyndte at trygle terapeuten om, at han måtte hjælpe hende med at skaffe ”den lille grønne pille” - afslutte hendes lidelseshelvede, blev denne bange og trak sig. Han informerede personalet/lægen om anmodningen om at aktiv dødshjælp, hvilket bevirkede, at der blev sat ekstravagt på hende, hvilket massiv forøgede personalet fornemmelse af, at hun var dybt irriterende og ”bare kunne holde op med det skaberi”.

 

Tre fangede skæbner

Det onde er dødt.

Synd er afskaffet af pædagogpræster. Skyld er noget, man har i forhold til skattevæsnet, momsmyndigheder og banken, der hjalp én med at bringe formuen i skattely.

Og mennesket flakker rundt i deres indre univers. Plages af de ugerninger, de har begået. De går i terapi for at slippe af med spøgelserne. Men det nytter intet, fordi der ingen forløsende magi er i, at vi terapeuter siger: ”Du er tilgivet. Nu må du tilgive dig selv!” Skylden runger blot videre derinde på indersiden af kraniet. Terapeuternes kunster begrænser sig jo stort set til at jage folk ind i dem selv. ”Sig det til den tomme stol. Slå i puden”. Ikke til at få dem løftet udover dem selv.

Hvad nytter selvrefleksion, mentalisering når problemet er, at livets ugerninger skal dømmes, straffes, sones og derved udgøres? Hvor er vi henne, når man må sige til en pårørende, der har hjulpet sin døende mor med puden, at hun må bære hemmeligheden selv. At hun risikere at ødelægge hele sit liv, hvis hun betror sig til sine søskende? Risikere at møde det utilgivelige. Hvor er vi, når vi ud fra kollektiv dårlig samvittighed forsyner hjemvendte soldater med en PTSD diagnose og en sæk penge – mens skylden langsomt æder dem op indefra?

Kan vi reelt tilgive os selv? Forudsætter tilgivelse ikke, at der er nogen at give den til? Noget som er magisk stort og helt uden for os selv? Jesus på korset samt en moden præstestand, der tør sige: ”Du har syndet! Du skal straffes!”

Hvis der eksistere et bæredygtigt ord for selvtilgivelse, har jeg aldrig mødt det.

Og nu sidder de der – menneskene - i hvert deres lille glasboble med mobilskærmen tændt og høretelefon på. Besat af deres livs ugerninger og af, at disse først kan ugøres i dødens rummelige mørke.

Det er et fælles postmoderne vilkår at leve med utilgivelsen.

Terapeuterne bliver fede af at forsøge at neutralisere/ omprogrammere skylden og lappe den til med nutidsfokuseret, ikke-fordømmende mindfulness.

Og snart kan vi købe lykkepiller i håndkøb på tankstationerne.

 

Hvad laver præsterne? Kan vi psykologer ikke snart lease syndsforladelsen/nadveren/skriftestolen og fadervor fra dem?

 

 

 

 

 

 

Niels Peter Agger