Den sårede healer

Niels Peter Aggers hjemmeside

 

Hvis man ikke selv kan skabe fremtiden kan man altid stille sig i vejen for den.

 

Revolutionen er kærlighedens kejsersnit. Ikke fordi børnene vil det men fordi borgerskabets kusse er for snæver.

 

 

Den sårede healer

Af Niels Peter Agger Cand. psych.

Skrevet sommer 2009.

Aldrig offentliggjort.

 

Tankerne kværner vildt rundt under min glatbarberede ise om tilværelsens grundliggende spørgsmål, mens jeg glor ud over det golde bjerglandskab og venter på, at min sjæl skal vende tilbage og gøre mig hel, som før den fredelige, regelbundne verden gik under. Ved stadig ikke, om alle overlevede den nat huset brændte, og jeg flygtede hertil i rædsel over ildspåsættelsens mulige konsekvenser.

Men jeg ved kun, at det drejer sig om at vælge sin død med omhu.

I Afrika findes stammesamfund, hvor man tror, at man bliver genfødt her på planeten sammen med alt levende, der dør på samme tidspunkt som én selv. Planter, bakterier, insekter, fisk, fugle, dyr og mennesker. Og man er altså tvunget til at følges med dem gennem den næste tids- og eksistensbølge. På denne måde bevæger vi os tungt gennem tiden i brede eksistensmasser, og vi risikerer at genmøde alle de svigt og ondskabsfuldheder, vi påførte vores omgivelser.

Det er derfor, gamle sammenslyngede ægtepar forlader historien indenfor samme tidscirkel. Det gælder alle de store kærlighedsforhold – Tristian og Isolde, Hagbard og Signe, Romeo og Julie, Dantes Francescos og Paolos, ærkefyrsten Rudolf og Maria Vessera samt vor engen tids Bonnie og Clyde.

Vismændene hævder, at hvis man vælger forkert og blander sig i det store kosmiske karma-regnskab, så genfødes man med en halv eller kvart sjæl og får derfor en makaber, afstumpet, robotagtig livsbue.

Det er grunden til, at selvmord og især mord er så farligt.

De grå perioder i historien, hvor døden høstede sanseløst og vildt, giver voldsomme afsnøringer, og mange mener, at mega nedslagtningerne under 2. verdenskrig resulterede i så mange decimerede genfødsler, at der fremkom en sand befolkningseksplosion bestående af generationer med reducerede sjælekar. Det er ikke godt at tænke på, når man selv er avlet i de sidste krigsår og født, dengang rationeringsmærkerne bestemte alt, og vinterfrosten lammede hele samfundet.

Hvem er det da, man følges sammen med op gennem historien, og hvorfor har man tit en skæv fornemmelse af, at det er den helt forkerte tidscirkel, man blev smidt ind i? De plastikposeslæbende menneskers tidsalder.

Krig er problematisk, fordi det er mændene, der med stor ihærdighed slagter hinanden. Kvinder og børn elimineres kun som biprodukter, eller hvis krigsherrernes formål er at udrydde eller decimere en bestemt racesjæl.

Balancen mellem kvinde- og mandesjæle til rådighed for genfødsel bliver derfor skæv, og Rådet af de Vise mener, at små bidder af det forkerte sjælesex kan blive optaget i det dominerende sex – eller med andre ord, at efterkrigstidens generation af kvinder er blevet groft forurenet med store klumper af mandesjæle.

Det kan man, som maskulin reinkarnation, der er tvunget til at interagere med generationens kvindekøn, få tusinde dybe tanker om, når man ser nutidens kvinders livsbaner i ørneperspektiv og noterer sig deres katastrofale manglende evne til at etablere livsharmoni. Men det kan vel også skyldes andre forhold end sjælemystikken.

Hvad ved jeg?

 

Jeg er udmattet af disse lommefilosofiske tankerækker.

Min læremester får altid et skævt smil i ansigtet, når hans førstesekretær Hyakujo oversætter dem fra engelsk til ham under vores ugentlige karma udrensnings møder.

Han smiler ved at hæve det venstre øjenbryn, suge læberne ind og ved at blive dybt drillende i øjnene. Det er kun sjældent, han lader smilet eksplodere i den bragende latter, der får rummet til at ryste og min sjæl til at hoppe helt ukontrolleret op og ned.

 

Han smiler lige igennem mig, og jeg føler igen og igen, at alle mine krampagtige forsøg på at pålægge andre skyld, lyser op med flammeskrift, og at han igen har blotlagt, at jeg stadig hænger fast i den tid, der herskede dengang jorden revnede, og stadig er uendeligt langt væk fra at eksistere i det evige nu og i at være sluppet ud af tingenes og livshændelsernes afhængighedsfængsel.

 

Det rigtige ord er detachment – adskillelse/uberørthed - men hvordan udtrykker man det på danskersproget med al dets jordnære fattigdom?

 

Disse jammerfilosofiske tanker kommer oftere og oftere nu, fordi jeg keder mig af helvede til. Jeg har levet i klosteret i over to måneder, og jeg synes ikke mit sjælesår er blevet helet eller bare mindre end dengang, jeg halvdød og forsumpet kom kravlende ind af de store trædøre. Jeg er heller ikke kommet en tøddel tættere på noget, der ligner satori, fortidsfrihed, niavana eller bare afstand til min gamle halvneurotiske normalitet.

Jeg er dødtræt af udsigten til Mt Everest fra klosteret. Bjergmassivet var totalt fantastisk den første måned, men nu er det bare et stort, truende, kedeligt bjerg med konstante skyer fisende rundt om toppen.

Hele klosterrutinen med fælles meditationer, bønneritualer, fællessang og den ensformige mad er ved at tage livet af mig. Min krop har haft fantastisk godt af at undvære smøger, sprut, kaffe, kød og sex – men hvad skal jeg bruge det til, når hovedet stadig er en øm byld, og tankerne hele tiden kredser om alt det gamle lort med hende?

Jeg drømmer oftere og oftere om at lade nikotinrøgen glide ned i lungerne igen og at blive skæv på tjald og tom og tung i hovedet. Om at lade en god single maltwhisky brænde sig vej ned gennem strubehovedet og mærke den eksplodere i maven, og at føle spruttens ubekymrede lethed dulme selvmedlidenheden og hadfølelserne med sin dybe glemsel. Og kaffe – ikke at forsmå. Kaffelugt i næseborene. Den varme krydrende junglesmag og den kølige skarphed i hjernen. U-ha. Bliver helt smaskende og savlende. Hvem havde troet det – at kaffen ville være det værste at undvære? Sex savner jeg ikke nær så meget, som jeg havde forestillet mig. Det er næsten, som om ornanibillederne er brugt op og blevet til tomme skyggebilleder uden smag eller duft.

Jeg forsøger stadig en gang imellem at få den op at stå – men det tager længere og længere tid, og tit stopper jeg længe før, der bare er en anelse af kriller. Jeg føler situationen næsten komisk, og billeder a la Charles Chaplins samlebåndsarbejdere med monotone, stakatoagtige bevægelser blander sig med forestillingsbillederne om røvballer, forførelsessituationer, frække stillinger, vellystlyde og alle de andre pornografiske stimulanser.

Når jeg endelig bliver grebet og kører derud af, så er det sjældent kvinder fra mit europæiske liv, der lysthulkende bevæger sig på den indre skærm. Det er sensualiteter fra sejlturene til Australien, Panama, Grønland og især, især, især Haiti og Cuba.

Men det er sjældent, det sker nu.

Munkene kan lugte det på mig, og jeg hader deres sjofle grin og lattermilde småpludren om hvide mænds forskruethed og uciviliserede disciplin..

Min mester kan mærke det eller se det i min aura en hel uge efter et sexpuf. Han siger aldrig noget. Men han trækker på mundvigene, og så gør hans finger fuck-you bevægelsen, og så rødmer jeg langt værre end Clinton gjorde, da cigarhistorien ramte medierne.

 

Mine tanker er blevet mere centreret den sidste uge.

Tidligere benyttede jeg ofte fællesmeditationerne til at lade tankerne glide tilbage til alt det, der er sket det sidste år. Jeg brugte stilheden og tomheden til at genspille, hvad der var foregået. Og jeg boltrede mig i mine ”mere levende end virkeligheden” billeder af hendes bedrag. Hvordan dullen - min chef - havde fået mig til at forlade min kone igennem 14 år og vores tre børn, samtidig med, at hun var nyforelsket i en anden bos, som jeg ikke anede noget om. Og hvordan de to elskende havde mødtes og bollet rundt i min by, i mine skove, parker og baggårde, mens jeg havde siddet forladt i en kold betonlejlighed blandt uåbnede flyttekasser – og hvordan hendes begær var blevet trukket væk fra mig og blev centreret omkring hans kølige, gentlemandssex og så satans store, respektfulde nænsomhed. Hvordan min exkone havde afvist alle tumpede forsøg på forsoning. Slutningen - hvor jeg havde købt benzinen og stukket ild til det hus, hvor jeg vidste de lå og hyggede sig oppe på hemsen. Hævnen er den bedste måde at klare sorg på – som vikingerne vidste.

Jeg var tidligere konstant røget ind i disse hukommelses- og forestillingshuler. Og det havde været rent skuespil, når jeg skulle omstille mig fra de sved/sæddryppende fantasier og jalouisiens hypper, atomare adrenalinpumpe – til munkenes fæles tonede AUM-AUM og HARA-KRISHNA shit.

 

Nu har jeg svært ved at få gejsten, når jeg går ind i disse erotikkens og utroskabens rum. Selv stærke billeder, som når jeg forestiller mig, at han tager hende og modtager hendes himmelske klukkende takkelyde – rør mig ikke længere i maven, og jeg genkalder fornemmelsen af at se en kedsommelig pornofilm. Jalousiens grønne slange er gået i dvale og har skiftet ham.

 

Det er, som om begge hundyrene er blevet skubbet ud af nutidscirklen og ind i min livshistoriske kæde, som rummer minderne om de kvinder jeg har haft og elsket og levet med i mit liv.

Bold nr. 47. Fast forhold nr. 6. Elskerinde nr. 8.

Bogholdergudens pegefinger.

 

Forløsningen sker en eftermiddag, hvor mesteren har tilkaldt mig.

De overnævnte tanker kører gennem mit hoved, mens min guru TI-song får læst og oversat mine skriverier om genfødselsbølgen og kvinde/mandesjælen og betroelserne om mordbrands forsøget og alle mine primitive forsøg på at ødelægge hendes kærlighedsmøde.

Han retter sin 80årige krop op. Sidder helt rank i lotusstilling og viser mig sin åbne håndflade, som han stikker langt frem. Jeg tror det er venstre hånd. Jeg forstår ikke et ord af hans tibetanske, men Hyakujo oversætter det langsomt og tydeligt:

”Selvom skyen ser samlet ud, så falder hver regndråbe for sig”.

Jeg føler en bølge af raseri skylle igennem mig og må gøre alt for at forhindre, at jeg farer op, skriger ”FUCK YOU – det ved jeg sgu da godt, din gamle svinske gedepik” – og at jeg hamrer det ind i hans guddommelige Buddhakrop med et lammende venstrespark lige i solar plexus.

Han kan se vredesbølgen skylle hen over mig ansigt. Og haddybet i mine øjne afslører mig, selv om jeg ikke bevæger en muskel.

Han åbner pludselig håndfladen helt op – og jeg ser chokeret mit livs regndråbe forme sig ud af lufthavet helt oppe under loftet. Den er stor og dråbeformet. På ydrefladen gnistrer og syder den med blinkende elektriske spændinger som dansende kuglelyn.

Jeg ser dråben i uendelig slowmotion falde ned gennem rummet og med et slag rammer den hans udstrakte hånd og brister i tusinde dråbefragmenter, som står op som en tågesky omkring hånden. Eller er det hendes udstrakte hånd? Den er pludselig så lille og fin og god at holde i – og den er strakt ud mod mig.

Da dråben rammer hånden, er det som om al luft bliver slået ud af maven. Al vrede fordamper og smelter væk.

Jeg falder tungt forover og mærker en nedsmeltning ske inde i mig, hvor al had, bitterhed, følelse af forræderi og forladthed, skuffelse, sårethed, krænkelse forsvinder ind i en sort lille kugle, som triller ud på gulvet og hen til hans sandalklædte fødder.

Han tager kuglen op med to fingre. Studerer den grundigt og sluger den så pludselig. Og mens han tavs ser på mig, lyder der et højt klangfyldt bøvs.

Jeg får kæmpet mig op i lotusstillingen igen. Mine ben er følelsesløse, og det er svært at holde balancen og genvinde fornemmelsen af gulvet og hvad, der er nedad og opad. Er en russisk nissedukke, som Gud drilsk knipser til.

 

Før han går, siger han tre sætninger.

Jeg venter spændt som et julegavebarn på Hyakujos oversættelse:

 

”Tænk dig om, før du stikker håndfladen frem for at stoppe andres regndråber”.

”Du kan få huller i hånden ligesom den sjove naglegud af jeres”.

”Det er svært at samle tusindvis af regndråbefragmenter sammen igen, når de først er blevet spredt. Det burde du være den første til at vide”.

 

I døren kommer det sidste udsagn.

”Hævn er sommetider den værdigste måde at klare stor sorg på”.

 

Jeg forlod klosteret i skumringsstunden sammen med to bærere.

Der var lys omkring mit hoved. Højt oppe blinkede nymånen over et skyfrit Mt. Everest.

 

Niels Peter Agger