Den nye ensomhed

Niels Peter Aggers hjemmeside

 

Hvis man ikke selv kan skabe fremtiden kan man altid stille sig i vejen for den.

 

Revolutionen er kærlighedens kejsersnit. Ikke fordi børnene vil det men fordi borgerskabets kusse er for snæver.

 

 

Den nye ensomhed - Social død

”De gider ikke engang moppe mig mere. Jeg savner helt dengang, jeg stadig fik had-SMS`ere. Nu er der bare flad dødhed.”

Af Niels Peter Agger, cand. psych.

Bragt i tidsskriftet Helse nr. 9 2004.

 

”At være – er at være på !”

I dag er ensomhed blevet påtrængende instant og umiddelbar.

En nyere dansk undersøgelse fandt, at et chokerende stort antal teenager piger har forsøgt eller overvejet selvmord, og fælles i deres situation var oplevelsen af, at stå uden for og ikke være med i det sociale spil - følelsen af udgrænset ensomhed.

 

Det er ikke længere nedslaget af ”verdens-smerten” – at være et fnug i et uendeligt kosmos ( forladt af Gud), som sender dem ud til dødens kant, men fornemmelsen af, ikke at være med i livets puls.

Den nye form for ensomhed kryber ind i forhold til alle aldersgrupper og afspejler, at opfattelsen af, hvad det vil sige at være en person, har ændret sig dramatisk. ”Ene men stærk” typen er sat på museum og afløst af en relationsbestemt person, som eksisterer og får sin selvidentitet i kraft af at være centrum, være på, være eftersøgt og aktør i et pulserende netværks liv. En magnetperson. Tilværelsen er ikke længere delt op i privat-, arbejds- og offentligt liv, og der skelnes ikke mere mellem intime, følelsesmæssige relationer og funktionsbestemte, arbejdsmæssige forbindelser.

Det hele smelter sammen omkring indsamlingen af det største mulige niveau af social kapital, som ophøjes til lykken = berømmelse = kendtnis status = popstar.

Alle persongrupper, der ikke bidrager til positiv kapitaldannelse, udgrænses via nonkontakt eller tildeles nådigt en klappende tilskuerrolle. Det er dem, der er sat udenfor karriereverdenen - de gamle, de arbejdsløse, de syge, de uattraktive, de svage, de ikke-egnede.

 

Vi kender hende. Og vi har alle nydt, når det er os selv, der glimtvis har indtaget rollen.

Hun kommer konstant 20 minutter for sent og tumler mobilsnakkende ud af taxaen, medens hun automatisk scanner cafeområdet for vigtige netpersoner. Samtalen bliver lynhurtigt centreret om de tusinde projekter, hun er med i, og alt det, hun skal have færdiggjort. Og vi fyldes af dyb taknemmelighed over, at hun har afsat tre kvarter til os. Mobilen ringer hver 7 minut – og den har pudsig nok stadig fuldstændig forrang frem for den snak, vi er midt i. Den skal tages – for sæt nu der er noget vigtigt, hun går glip af. Vi studerer lidt forlegen de forbipasserende, mens hun træffer vigtige beslutninger eller svømmer hen i ligegyldig småsnak. Så er audiensen pludselig over. Hun tumler ud i den næste taxa med de vanlige afskedsfraser om: ”Hyggeligt, hyggeligt - vi må snart ses igen, når presset letter” Og vi sider udmattet tilbage med stresssovsen drivende ned af nakken. Når hajerne holder op med at svømme, så dør de af mangel på ilt til gællerne.

 

Vi er milevidt fra fortidens passive, radarstyrede/ydrebestemte personlighedstype – det ensomme massemenneske - og konfronteret med en aktivistisk, jegskiftende aktørtype i forhold til tilværelsens varierende fremtrædelses scener. En virkelighedsforbruger, der surfer højt på efterspurgtshedens og popularitetens bølge. Når denne pludselig kipper over, er der dømt frit fald ned i ensomhedens kværnende brænding. Så rammer den dødhårdt.

Telefonsvareren er tom og blinker ikke. Den kælne telefondamestemme melder blødt – ”Der er ingen beskeder til dig. Vil du aflytte gamle ? Tast 3”. Der er ingen SMS meddelelser, der bipper ind. E-mailen udmelder lakonisk – ”No pending schedules”. Faxen står ubrugt og dvæler i sin evige parathed. Posten består af gratisaviser og rudekuverter. Dørtelefonen forstyrrer kun, når uddelere af reklamebunkerne og ugeavisen vil ind.

 

En ensomhed - der megaforstørres igennem, at man konstant bliver mindet om ikke at være er på - ikke er med i det pulserende liv. At man via kommunikations teknikken har blottet sin sjæl ved at have åbnet og forlænget sine nervetråde ind i fællesskabets krop og så opdager, at de ikke bliver brugt, samt at de langsomt visner indtil det punkt, hvor neuronerne begynder at fyrer autonomt – og sjælen ”buler ud” i form af psykisk sygdom – tit af depressiv karakter. Hvor du griber til at sende netværksbeskeder til dig selv eller arrangere irrelevante kontakthenvendelser, og må konstatere, at ”slammet” fra Internettet og forbrugshenvendelser fra reklameindustrien bliver en kærkommen selvbekræftelse. De ønsker dig stadig! Den daglige indkøbstur med plastikposerne i anonymiserede indkøbscentre bliver den eneste markering af, at du stadig fastholder en samfundsmæssig rolle som forbruger.

En ensomhed, der forsøges sløres via et konstant baggrundstæppe af skiftende Tv-billeder, muzak og radiostemmer. Men hvor zappeflimmeret bliver til en omvendt bommerang i form af et ensomhedens ligklæde, da ”støjen” konstant presser illusionen ind på din skærm om alle de andres intime forbundenhed og identitetsbekræftende samvær. De leger lykkeligt og er på som aktører eller tilskuere, mens du står i det mørkeste hjørne af skolegården og er u-valgt.

Tidligere var oplevelsen af ensomhed for mange et livsvilkår, som punktvist blev brudt, når posten afleverede den hvide omverdensforbindende konvolut eller et postkort. Når telefonen ringede, mens man fysisk var tilstede og kunne lade sig forbinde via ordbroer til dem, der ville én noget. Hvor rejser var hændelser, man forberedte, og velkomne brud på dagligdagen.

Da kunne man opretholde illusionen om, at der sikkert var mange, der havde ringet, medens man var ude. At posten var forsinket – eller at der var nogen, der tænkte på én derude i omverdenen, uden at det umiddelbart var muligt, at det medførte kontaktforsøg.

Nu er ensomhedsstemplingen instant. Mange ældre registrere det, og af de ca. 700, der årligt begår selvmord i Danmark, udgør de en sørgelig majoritet. Især de efterladte og enlige singlemænd. Den kolde død.

Det tidligere ret formelle offentlige rum er i massivt grad blevet gennemhullet af kontaktfastholdelse til privat- og arbejdslivet. Det oversvømmes af dybt personlige mobilsamtaler, som fuldstændig overskrider alle tavsheds- og pinlighedsnormer, og tit virker disse som rene selvkonstruktioner og giver kun mening i forhold til at formålet er, at afgive signaler til os tilskuere om, at personen vedholdende er på, og at alle andre er døve statister. Mange flygter også ud af at være tilstede i offentligheden ved konstant at opretholde SMS kontakt til deres netværk eller via hovedtelefonmusikkeen. Man kigger på displayet i stedet for på hinanden. Man flirter i telefonen i stedet for med hende den søde overfor. Man opretholder kontakt til sit etablerede liv i stedet for at undersøge den omverden, man faktisk sidder midt i. Anonymiteten er derved blevet forstørret mangefold.

 

Mange efterskoler har været tvunget til at konfiskere elevernes mobiltelefoner i et forsøg på at tvinge dem til at være tilstede i de nye omgivelser sammen med deres nye kammerater i stedet for at blive hængende i vante relationer og fastholdt i en kendt etableret identitet.

Denne ”bortdømmelse til isolationscellen” har i flere tilfælde resulteret i kraftige abstinenssymptomer i form af angstanfald, identitetsforvirring og paranoide forfølgelsesfantasier og enkelte gange i at den unge er flygtet hjem.

 

Der var engang, hvor ensomhed blev betragtet som en form for rensende renhedsbad, hvor personen kom til sig selv, fordi trådene fra slægten og familien gik i opløsning, og man trådte ud af de fastlåste roller, som livet havde tildelt én. Man blev sit virkelige selv. Blev vis og fandt ind til tilværelsens kærne.

Man havde dengang mange romantiske fortællinger om, at livstilbagetrækningen var begyndelsen på heltens rejse ned i psykens dybe moderskød, hvor man igennem utallige prøvelser og jegets død - blev initieret ind i verdenssjælen og genfødt med en fusioneret jegkærne, der rummede ættens urhistoriske tyngde og sjælekornets kosmologiske uendelighed. Et transcenderede væsen, der i sit centrerede sjælelys harmonisk fulgte sin skæbnebane igennem overfladelivets blinde, myretueagtige tilfældighed.

Det er længe siden. Og teorierne er hovedsagelig produceret af ældre mænd, som virker angste for at møde dødens mørke. I dag er optikken snarere: ”Jeg havde en ven, der gik ind for at finde sig selv. Siden er der ingen, der har set ham.”

Jegkærne personen er en historisk dinosaurus – der sidder og skumler ved forladthedens cafeborde, medens han iagttager den funktionsbestemte relationsperson udspille sine skiftende jegfacetter i de sociale scenarier.

”At være eller ikke at være” er udskiftet med: ”At være – er at være på”.

Ensomhed er blevet til udgrænsethed. Til social død.

Det er især den unge generation, der er sårbar. De har endnu ikke sænket deres eksistenskøl ned i livets flod.

 

 

 

Niels Peter Agger