Banalpsykologi

Niels Peter Aggers hjemmeside

 

Hvis man ikke selv kan skabe fremtiden kan man altid stille sig i vejen for den.

 

Revolutionen er kærlighedens kejsersnit. Ikke fordi børnene vil det men fordi borgerskabets kusse er for snæver.

 

 

Banalpsykologi

 

Af Niels Peter Agger cand. psych.

Kronik Information den 9.8. 2007.

 

Det er utroligt hvordan banalpsykologien har frit spil i dagens Danmark. Hvordan hurtigsælgende smart-psykologer og selvudnævnte livsstilseksperter stiller op i medierne og fremturer med pinlige livsbanaliteter iklædt tunge psykologiske gevandter. Hvordan de bolter sig vildt i TV medierne og kloger sig om børneopdragelse, hundetræning, parforholdsproblemer, boligindretning, succesadfærd og løsninger på alle livets problemer. Hvordan weekendkursus uddannede ”kvak-psykologer” og coachere uhæmmet oversvømmer erhvervslivets tunge bastioner og via opstyltet processprog er aktive i at udforme organisationskulturen på bestyrelsesgangen og formidler medarbejderbeherskelses strategier. Hvordan managementfirmaer får ublu betaling for at udvælge næste generations ledere via forsimplede personlighedstests og common sense psykologi. Hvordan de har sneget sig ind i offentlige institutioner og sælger varm luft om girafsprog, positiv anerkendelse i knæhøjde og moppekonfliktløsninger. Hvordan de befolker arbejdsløshedskasserne og har magt til at hælde lommepsykologi ud over de arbejdssøgendes bøjede hoveder som ved, at hvis de ikke suger den liberale ”jeg skaber selv mit eget liv” visdommen til sig, så risikerer de at blive smidt over på bistandshjælp. Der er ingen der griber ind og kræver redegørelse for, hvor ”kasten af psyke-ingeniører” egentligt har psykologekspertisen fra.

Vi labber stort set hele dynen i os og acceptere, at psykologien får os til at tvivle på vores egene evner til at styre og forme vores liv og at den gør os alle sammen til ofre.

Banalpsykologernes udfoldelser kan virkelig få det til at pinlighedskrumme sig i ens cand. psych. tær og få én til inderligt at fortryde dengang, man tjente lette penge som psykologunderviser på AOF kurser – og alle de andre steder, hvor der var behov for at formidle populariseret folkepsykologi, som havde meget lidt at gøre med tung empirisk indhøstet psykologisk viden. Tilhørerne skulle helst via dramatiske casehistorier få tårer i øjenkrogene. Så var man sikker på gode evalueringer og invitation til næste omgang. Det var dengang vi stadig naivt troede på at folks indre jegkerne var så tung, at de aldrig rettede sig efter alle forsøgene på at problematisere deres liv og psykologisere følelserne – så de måtte købe terapeutisk bistand for at leve ”rigtigt”. Hvad det så er?

Tingene har virkeligt ændret sig. Alle der tanketænker ved nu, at psykologien aldrig er uskyldig. Den tjener altid nogens interesser. Som regel er det magtagenterne. De ved at psykologiens funktion er at være del af historiens tårebaserede glidecreme – sammen med uddannelses- og retssystemet.

Det er blevet mere åbenbart ved, at det psykologiske domæne har delt sig i en akademiske psykologi, der forsøger at leve op til naturvidenskabelige forskningskrav – og en bredspektret selvhjælpspsykologi – hvor der hersker totalt fravær af dokumentationskrav og er frit spil for alle slags psykologiske teorier. Her har banalpsykologerne kronede dage og sælger livsløsninger som varmt brød.

Der var engang, hvor psykologien hovedsageligt var til for dem, der ikke magtede samfundets krav – eller som Jesper Jensens beskrev det: psykologer er historiens lappeskræddere og skraldemænd.

Mange psykologer er stadig beskæftiget med tunge samspilsramte – men de smarte søger hen hvor pengene ligger og træder i karakter som sociale procesregulatorer, der aktivt bakker op om ”tidens individualiserede udviklingstendenser” baseret på positiv psykologi, der vil sælge os lykke i metermål og omforme al menneskelig lidelse til udfoldelses muligheder

Tænk bare på stress.

Det er faktisk utroligt kort tid siden, at vi blev pisse sure når arbejdsgiverne udnyttede os for groft – og ikke respekterede de kollektive aftaler, der var indgået om arbejdstid og produktion for at begrænse deres umættelige profitbegær. Hvor vi var en del af et solidarisk medarbejderkollektiv, der blev mobiliseret som forsvarssystem, når cheferne optrådte som rene udbyttere. Hvor der var klare grænser mellem den arbejdstid vi solgte dem – og vores fritidsliv/privatliv, som de ikke havde adgang til.

Så kom arbejdspsykologerne listende og fabrikerede teorier om selvstyrende grupper, livslang læring, forandringsparathed, fleksibilitet, karriereplaner og resultatsløn – som alle på bundlinien gik ud på at nedbryde og afmontere arbejderkollektivet og ”frisætte” arbejdskraftsælgeren, så de var forsvarsløse overfor ”produktions kravet”.

Da psykologerne begyndte at se hvordan den psykiske nedslidningsprofil eksplodere, trak de sig tilbage og fabrikerede stressbegrebet - mens ”human ressource” markedet blev oversvømmet af handelsskolefolk og selvudnævnte managementeksperter – der hændergnidende videreførte korstoget mod kollektive forsvarsorganiseringer og erstattede dem med ideologier om ”medarbejder tillid”, fælles værdier og at ”vi er alle medforfattere i firmaets selvfortælling/narrativ”. Tillid? Op min. Alle ved da at fyringshammeren falder, hvis der er penge i at flytte produktionen til et tredje verdens land.

Stress vupti. Pludselig var vi ikke længere udbyttede eller undertrykte – men individuelt stressede. Og udbrændthed skyldes ikke arbejdsgivernes produktionskrav men vores manglende evne til at organisere vort liv. Og straks opstod der et bredt marked af stresshåndteringseksperter, livsstils coachere, stresshåndteringskurser - og firmaerne er begyndt at tilbyde børnehenteordninger, barnepiger, indkøbsservice, hjemmekokke og andre ydelser, som udfylder hullerne i privatsfæren mens der knokles løs under neonlysene på kontoret. Om servicepakken også indeholder vikarierende sexpartnerafløser har jeg ikke styr på.

Tænk på den lange periode (90´erne), hvor vores liv var præget af krisepsykologi. Hvor vi efter enhver tabsoplevelse bevægede os igennem chok-, reaktions-, bearbejdnings- og nyorienteringsfasen og skulle græde dyb forløsende hulkegråd. Nu er der stort set kun dem der ikke se fjernsyn, som er kriseramte. Vi andre bliver depressive og tager hjernemedicin eller lærer via kognitiv terapi at tænke ordentligt, optimistisk og normalt. Vi har også behov for lynhurtig kontakt med skaren af trauma(PTSD)psykologer, der (via Falck/forsikringsselskaber) stiller op og tilbyder deres ydelser hver gang livet er hårdt og stinker af risikosamfund. Som tilbydes til hjemvendte soldater der har det svært med at have slået folk ihjel.

Husk på hvor kort tid det er siden, at enhver baby (ifølge psykoanalysen) havde brug for en lang modningsperiode i moderens trygge arme. Og hvor hastigt psykologien har produceret samvittighedsberoligende teorier om, hvor utroligt kompetent det lille væsen allerede er, når det stikker snuden ud i vores postmoderne kønsligestillede verden. Samt at det er en stor berigelse for ungen at blive opbevaret i vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og heldagsskoler. Her får barnet rige mulighed for at udvikle alle 9 intelligensformer, udfolde de syv kompetence områder og overleve via sin sociale intelligens.

Tænk på dengang der stadig eksisterede uvorne frække drenge med krudt i røven som fik kindheste og svedere. Nu er de DAMP børn med organiske skader i hjernen og fanger i specialundervisnings industrien indtil de overføres til ”anbringelses markedet”. Engang eksisterede der gadedrenge og drengestreger. I dag findes der kun kriminelle drengebander som overvåges tæt af nærmiljøpolitiet og PET.

Engang kunne voksne være dybt fascinerede af børn uden at pædofilipolitiet skaffede sig afgang til deres computerfiler.

Husk på at det ikke er mere end to år siden, at børn havde lov til at ”efterrette” hinanden og kræve socialudvikling ved at drille og være onde ved hinanden. Nu diagnosticeres drillerierne som mobning – og eksperter i anerkendelse i knæhøje tjener kassen ved at forbyde negative udsagn, fremme ressourcetænkning og tvinger folkeskolelærerne til at være acceptsmilende zombier.

Engang blev trivslen på arbejdspladsen fremmet af gensidig flirt og seksualisering. I dag står stemplingsmaskinen seksuelchikane parat – og forvandler julefrokosten til et videoovervåget protestantisk bibelkredsmøde.

I det alternative område lever man højt på at bilde folk ind, at psyken er almægtig i forhold til at heale kroppen. Hvis man tænker positivt nok, vil kræftsvulsterne overgive sig til immunforsvarets nådeløse angreb, og man kommer ud af sygdomshelvedet med en højere bevidsthed og et kosmisk livssyn hjulpet af en hospitals præst.

Ved alvorlig sygdom står psykeeksperterne parat til at lære én, hvordan man bedst takler situationen og udviser den type tilpasset patientadfærd, som generer behandlingssystemet og omgivelserne mindst muligt. Hvis man har svært ved det pisker man på patient edukations kurser så man lærer hvordan man skal føle, de rigtige symptomer samt tidens forslag til mestringsstrategier. Denne ”vi skal lære dig hvordan du har det” strategi er især udbredt indenfor psykiatrien i forhold til depression og angst – som medicinindustrien har fået konstrueret som de store folkesygdomme fordi det er her deres piller kan sælges.

Tidligere skulle man lave tungt sorgarbejde og løsne følelserne til den afdøde. Det tog et år at komme oppe på dupperne igen. Det er alt for lang tid i et postmoderne samfund – og derfor har psykologerne konstrueret teorier om vedvarende/kontinuerlig sorg, som man kan ”snuppe” ind imellem, når arbejdspladsens krav er på lavt blus eller man keder sig på ferien.

Jeg kunne vedblive med at opremse eksempler på, hvordan psykologiske konstruktioner er trængt langt ind i vores liv og præger og målretter disse.

Det er forhåbentligt blevet tydeligt for læseren, at vi har fået en psykologiindustri, der betjener sig af samme metoder, som når man sælger nye biler. Den ”gamle model” skal først diskrediteres – og erstattet den med et forbedret tilbud eller brand. Det nye produktet skal så legitimeres med ”støttende undersøgelser” som beviser, at produktet er billigere, mere effektivt og tidssvarende end de gamle sager på lageret. Så følger publicering af modellen/manualen i anerkendte psykologitidsskrifter. Og alt skal foregå under lederskab af en karismatisk superpsykolog, der rejser rundt på konferencer og sælge produktet/metode licensen. Dernæst gælder det om at maksimere målgruppen – og at inddrage alle tilgrænsende grupper.

Tag fx. kræft. Til at begynde med (1980´erne) tilbød man psykosocial støtte til kræftpatienten og hjalp vedkommende med håndtere sygdommen. Da det viste sig at være begrænset, hvad man faktisk kunne hjælpe de kræftramte med, fordi problemerne tit var af eksistentiel/psykologresistent karakter og kræftkroppen greb ind og dominerede over den psykiske side – så rettedes fokus mod de pårørende og de blev del af målgruppen. De var meget lettere at hjælpe – og dybt taknemmelige, fordi sundhedssystemet overså dem og betragtede dem som besværlige. Da denne målgruppeudvidelse var tilendebragt, inddrog man ”tabsbørn”, der havde mistet en forældre af kræft. Først var det de store, fornuftige børn. Så inddrog man de yngre. Og nu har man kastet sig over sorgrollingerne – fra undfangelsen til 6 år. Nu skal de også samles i blebaby sorggrupper og underlægges pædagogiske beredskabsplaner med sut til. Dernæst tog man fat i børn som pårørende til kræftsyge – og påviste, hvor hårdt de har det. Så blev feltet udvidet med alle de kræft efterladte – enker og enkemænd - og hvorledes disse har behov for sorgstøtte for at komme videre i livet. Så vendte man tilbage til kræftpatienten – og afdækkede, hvorledes disse efter at være erklæret helbredte har brug for rehabiliterings foranstaltninger for at kunne vende tilbage til ”livet efter kræft”.

Har glemt de kræftdøende – der hele tiden har været en vigtig del af målgruppen. Disse har fået wellness hospices, opsøgende palliative teams og ”dødspsykologer” (bl.a. mig selv) som indædt forsøger at lære dem at møde døden med (ikke forstyrrende) kvalitetsbaseret værdighed og pakke livskufferten færdig. Og rundt om kræftfeltet står frivillige med tilbud om selvhjælpsgrupper, besøgsvenner, frivillige på hospitalet samt vågekoneordninger til døende. Og så er der de alternative med deres håbstilbud samt alle offer patientforeningerne. Deres antal er fordoblet de sidste 15 år og hver af dem forsøger at påberåbe sig mediernes og politikernes opmærksomhed i forhold til specielle krav – samt for at sikre sig deres part af arvemassen og indsamlingsmidlerne. Dvs. at en kræftpatient holder mindst fire andre beskæftiget – ligesom i fiskeriet.

Det er et karikeret billede. Men det er faktisk en ”objektiv beskrivelse” af den historiske klientmålgruppe udvidelse/øgning af omsorgsprofit markedsandelen. Samme billede kan tegnes i forhold til psykiatrien, alkoholmisbrugere og alle somatiske patientgrupper. Vi er alle enige om at det er oprigtigt synd for ”de lidende” – men er denne psykologiske ”klientgørelse” virkelig sund – og skygger den ikke for de virkelig behov som bør varetages i vores sociale netværk blandt ligestillede?

Næste års model bliver kræft coacherer/kræftmentorer – som støtter dig i at navigere igennem kræftlandskabet med hånden solidt nede ved pungen i din baglomme.

Mange nyudviklede psykologiske teorier/metoder har stor berettigelse, så længe de afgrænses til et fagligt kontrollerende miljø. Men i dag fiser teorierne usorteret ud i offentligheden og opsnappes af banalpsykologerne. Og endnu værre – de siver via livsstilsmagasinerne lynhurtigt ud i den brede befolkning og præger måden vi udformer vores indre liv på og bestemmer, hvordan vi følelsesmæssig reagere på livets tilskikkelser og behandler hinanden.

Psykologien er aldrig uskyldig. Magtagenterne har indrulleret den som en af tidens mest effektive disciplinerings teknikker. Og det bliver rent uhyggeligt, når videnskabelige udmeldingerne banaliseres til universelle sandheder/livsløsninger i hænderne på smarte livsstilseksperter.

En konsekvens af banalpsykologiens udbredelse er også, at sociologien er trængt helt i baggrunden – og vi har mistet overblikket over de generelle nedbrydende forhold i samfundet der tit ligger bag vores individuelle dårligdomme. Det er lykkes politikerne at afskaffe alle former for klasse- og livsforms forståelser – og nu placeres fællesskab og solidaritetsfølelser i løse netværksdannelser og flygtige livsstilskonstruktioner. Selv når de kollektive problemstillinger skriger til himlen – den vedvarende sociale arv, 40% skilsmisser, (en tredje del af disse børn vokser op uden varig kontakt med den biologisk far), 25 % af alle skolebørn får specialhjælp, hver 10´ende kvinde rammes af brystkræft fordi de føder børn sent på grund af karrierekrav osv. – så overser vi dem og psykologisere/individualisere dem. Og overlader de ramte til at søge hjælp hos psykologer og livsstilseksperter.

Kan vi ikke kræve at professionelle psykologer begynder at løse reelle problemer/kommer ud af elfenbens tårnet – og bruger den ophobede viden om vrangsiden i samfundet til at iværksætte forebyggende ændringer i samfundets organiseringen.

Kan vi ikke forbyde banalpsykologien/hærskaren af livsstilsexperter og papegøje coacherer. Afkræve dem dokumentation for, hvor de har alle postulaterne/klogskaben fra? At de etisk skal stå til ansvar for deres ”tom luft” industri og formidling af spind virkelighed?

Dette skyldes ikke at vi rigtige psykologer med universitetsuddannelser og godkendt specialist værdighed er krænket over at kvaksalverne overhaler os indenom og tillader sig at tage honorarer der er mindst det dobbelte af vores beskedne timeløn på 800 plus kroner – men at vi er bekymret over al den skade de gør og at det er os der på det offentliges regning skal fejle op efter dem når de coacher folk over i psykose land og for langt ind i stresshelvedet hvor de ender hjernetomme/resursetømte, sitrende på stressvrags fejeblakken.

 

I USA er kredse indenfor psykologien begyndt at bevæge sig en antiterapeutisk retning som de benævner: ”Tag dig dog sammen mand og stop det fucking offerbøvl”.

Er der ikke nogen der vil købe et weekendkursus i den model? Det er ”næsten” videnskabeligt bevist at mange, når de får ”no crap” modellen slynget i hovedet, først forfærdet spærrer øjnene op. Så begynder de at grine. Og derefter letter de røven og går i gang med at løse problemerne i deres eget liv uden indblanding af alle de psykologiske snyltegrupper, der tidlige har ”af-empowered” deres livsførelse.

Der gives rabat til angrende livsstilseksperter!

 

Niels Peter Agger