Hus forbi

Niels Peter Aggers hjemmeside

 

Hvis man ikke selv kan skabe fremtiden kan man altid stille sig i vejen for den.

 

Revolutionen er kærlighedens kejsersnit. Ikke fordi børnene vil det men fordi borgerskabets kusse er for snæver.

 

 

Hus forbi - Klassekamp i næroptik

Hus Forbi - klassekamp i næroptik

 

Niels Peter Agger cand. psych. PsykoFirm

Artiklen er forsøgt optaget i Politiken, Information, Hus Forbi m.v. Alt forgæves.

 

Søndag formiddag. På vej mod Lagkagehuset. Elitens bagerbutik på Christianshavn. Hvorfor fanden har hjemløse lov til at ligge og sove i ordentlige folks dørindgange? Han er totalt stenet med en stor urinsø omkring gylpen. Bare tømmermands ulækkert. Jeg er stadig tung i hovedet af rødvin og den grappa, vi tyllede ned ved festen i går i slænget. Kan ikke huske, om det var en 50års fødselsdag eller et genbrugsbryllup i senmoden alder. Men der var utrolig mange taler. Slesk rosetale på vers. De sædvanlige bæverrystende sandhedsudsagn fra kvinder over 50 samt selvfabrikerede sange. Den bedste var på melodien: ”I kan ikke slå os ihjel.” Alle rejser sig. Strakt arm. Bøjet hovedet - som de der krushårede afro-sorte pantere på podiet for så længe siden. Mange husker ikke, om det er venstre eller højre arm, man kapitalismesmadrende bruger med en knyttet, truende næve.

De unge ser forbavset til og begynder at regavugge i takt med tændte lightere.

Alle sukker og græder, da børnene fra fem forskellige ægteskabelige forhold holder raptale med ledsagende diasshow.

Kokketeamets 10 minutters introduktion af menuen og ledsagende vine var det værste. Økologisk laks! Det fik flere stærk fordrinks påvirkede mænd til at skrige: ”Hvad mener du kokkelok?”

Ok forklaring. Buropdrættede laks, man ernærings/farvemæssigt kan kontrollere. Vildlaks er helt ut. De æder alt det lort, vi dumper i verdenshavene. Firmaerne farver vel snart laks øko-grønne i stedet for nutidens socialist-røde!

Man bliver stadig klogere oppe et sted oppe i hjernen.

Orkester - operasangerinde. Ok. Flot nedringet kjole, gode nødder.

Hvor er torvet dog beskidt. Må tip-tå mellem farlige glasskår, der truer med at trænge op i mine Bancroft sko. Skræve hen over pizzabokse. Undgå bræksøer samt enorme kamphunde rockerlorte.

De første naturtørstige grønlændere befolker allerede bænkene under eskimoskulpturerne med de struttende bagdele. Der hentes konstant guldølsforsyninger inde i Brugsen, som har søndagsåben.

Himlen over Torvet lover regn. Har sort hat på, men undlod paraply.

Pensionist og kontanthjælps flaske/dåsesamlerne samt konkurrerende grupper fra østlande og Afrika undersøger ihærdigt alle affaldsspande. Foran flaskeindleveringsstedet udspilles voldsomme territoriale magtkampe om indsamlingsområder. Godt de ikke har skydevåben, som pusherne over på Staden. Skodsamlerne er også i gang nede i metroåbningen. Hvorfor snerrer de hjemløses hunde altid af mig? Bruger Fahrenheit som deodorant.

Fruen holdt sig til fadøl ved festen i går som vanligt. Insisterede med stigende skinger stemme og flagrende sølvhvidt hår på, at vi blev til efterpartiet, hvor kun døgnbrændereliten er tilbage, og man danser gensidige kropslige støttedanse.

Fik til sidst symbolsk fat i en sækkevogn og fragtet hende hjem.

Hun ligger nu og tømmermænd-koger. Har stillet tante Emmas hvide emaljetissepotte ved sengen, hvis det skulle gå galt. Gud ske lov for vores filippinske au pair pige. Indvilgede i at tage børnene med i zoo. 700 kr. i bonus plus taxa.

Skal hente frisk morgenbrød i Lagkagehuset ligesom alle andre ihærdige net-working mennesker gør, mens de underlige gammelkristne stadig samler sig i kirkerne. Tror på udfrielse ved at drikke Jesu blod og gebistygge hans kød.

Må vente længe før fodgængerovergangen blinkende bliver grøn. Det vrimler med folk foran butikkens dobbeltdørene indgangsparti. Overvejer at købe brød hos konkurrenten syd for torvet. Vil tage tre minutter og koste det halve. Men det er jo ikke det samme.

I dag har to Hus Forbi sælgende hjemløse stillet sig op udenfor bagertemplet og faldbyder bladet. Den ene er virkelig ussel med gennempissede bukser, kuldsorte negle, tjavset uvasket hår og et forslået rødglinsende ansigt med sprutsprukne, sveddryppende porer.

Er upassende salgsmæssig aggressiv. Stikker bladet direkte op i hovedet på folk, mens han snøvler: ”Støt en hjemløs med en tyver”. Den anden er yngre, mere velholdt, virker skæbneforsagt og holder bare bladet strakt frem. Han har alt salget. Samarbejder de?

Der sidder en romanikvinde og tigger ved tempelindgangen, hvor man plejer at placere hunden.

Har set sigøjneren før. Dengang havde hun et spædebarn med – men det var for meget for morgenmadsindkøbende danskere. Politiet blev tilkaldt. Nu sidder hun med ærbart, nedbøjet hoved. Der er forbløffende mange, der smider lidt mønt, som hun behændigt fjerner fra plastikskålen, så den virker sulten. Skinbarlig katolicisme.

Prøver at snyde mig forbi, men min lodenfrakke/sorte hat tænder tilsyneladende den grimme sælger. Presser sig kropsligt ind på mig, så stanken får mig til at få yderligere brækfornemmelser. Må fysisk skubbe ham væk, mens han brøler: ”Ja ja - ja ja – fin herre nok”.

Puha – pinligt. Hvorfor har vi ikke udvidet borgerløn?

Får møvet mig ind i templets sikkerhed.

Propfyldt som vanligt. Vores lokale hof er samlet. Er stadigt for tidligt for de utålelige Christiania turister, som senere på dagen standser her og tanker før mødet med uborgerligheden over ved hashboderne. Kanter mig gennem de snakkende grupper for at nå hen til ”træk et nummer instrumentet”, som ejeren diskret har stillet ved vestvæggen, så ikke-dansk sproglige tit står en halv time, før de opdager nummersystemet.

Den sædvanlige gruppe idioter har stillet sig op foran instrumentet. Må pløje mig ind mellem dem. ”Undskyld mig” - mens de kigger mundåbne fåret. Garanteret nytilflyttede jyder med mottoet: ”Hvis a et selv ka skabe a fremtid – så kan man da altid stil sig i vejen for ´en”.

Trækker mit nummer. 1025. Tjekker efter på ”vi betjener nu” tavlen. Der er kun 89 foran mig. Stiller mig i rank sorthat positur og tjekker fremmødet.

Lidt tyndt i dag. Eller bare svært at overskue?

Larmen er overdøvende. Bag den lange serveringsbar farer tolv unge kvinder og to mænd rundt og betjener kunder, mens de muntert råber numrene op. Alle er klædt tækkeligt i sort. Håret er sat op i knolde eller smarte heste/rotte haler.

Alle bagerjomfruerne er af hvid race. Der plejer ellers at være en multietnisk variabilitet. Men Dansk Folkeparti vinder øget fodfæste på øen, fordi de etablerede oplever, at huspriserne falder lodret, fordi så mange er dødtrætte af turistlarm, politirazziaer og gadekampe – og forsøger at sælge nu på trods af, at boligboblen stadig ikke er overvunden. Fallerede friværdis danskere med fastlåste 5 % renter.

Jomfruerne ved godt, at de befinder sig i et totalt udstillingsrum i forhold til at skabe kontakt med karrierefremmende bekendtskaber. Mon de får en overenskomstmæssig løn?

Bevæger mig over mod de tre nordvendte vinduer ud til kanalen. Vurderer snigende, om der er plads ved de forhøjede vinduesbordplader. Om en af de tretten barstole ved Guds hjælp skulle være ledig? Bingo. Der er en kvinde, som forvirret hopper ned, da nummer 966 bliver råbt op, og pløjer sig gennem menneskemassen. Jeg snupper lynhurtigt stolen i konkurrence med tre udstrakte arme og svinger mig med en elegant bevægelse med støvlerne strittende frem, op på den.

Bare total vinderposition. Alle kan se mig – og jeg kan fyrstelig overskue rummet. Der er faktisk kendisser tilstede. Hende den lækre, karrierefrække kropsterapeut med rødtonet hår står og gudindestråler knap tre meter foran. Alle ser på hende og hvisker: ”Kendt fra fjernsynet” – mens hun selv lader, som om hun er total usynlig samtidig med, at hun udgyder kaskader af oxytocin. Er skødesløst søndagsmorgenklædt – men hvilke former antydes ikke under det løsthængende tøj?

Genkender to af gutterne fra det gamle Kim Larsen band. De står også helt anonyme. Den ene bliver synligt irriteret og afstandstagende, da en dreng tøvende bliver skubbet frem af hans 40årig mor med en hvid blok og kuglepen og vil have autograf.

Fremmødet er ok – mindst tre kendte skuespillere og en vigtig chefredaktør. To radikale homopolitikere og en feteret sangerinde fra et af fortidens kvindebands. Hun burde have kigget sig i spejlet og foretaget lidt botox reparationsarbejde, før hun arriverede.

Fra mit eget slæng er der syv. Vi nikker afmålt til hinanden. Fire var til festen i går. Ser totalt jordfladede ud. Vi er alle tapre mænd, som udøver søndagsmorgenmads indkøbsritualet overfor den ventende, sengeliggende benknipse madamme derhjemme. Hvad gør mænd ikke for at få sex?

Så spredes vandene. En smuk kvinde i højhælede stiletter med ravnsort hår skider vuggende ind med fremskudt skød, som om hun befandt sig på en catwalk. Alt udstyret er sat op. Det er tydeligt, at hun er vant til at mænd øjenædende vender sig. Kender hende perifert fra fredagsølstedet. Ved at hun efter lang tids verdensudstationering i New York er vendt tilbage til andedammen og har bosat sig på den forkerte side – ude på Amager. Penthouse lejlighed selvfølgelig. Hvordan er hun kommet herind? Metro eller taxa. Ingen dødelig vil kunne cykle i det dress. Jeg bliver belønnet for min intense stirren med et koket smil fra de indtagende brune øjne. Kommer faktisk til at rødme, hvad flere af mine venner drillende bemærker senere. To af dem bor ude på pæne Frederiksberg, men har lige taget metroen ind ”fordi brødet altså er bedre her”. Ja ja.

Man må holde sig til her i postmoderniteten.

Mindst hver tredje ventende står med mobilen i hånden. Mange ringer hjem en ekstra gang for at være helt sikre på, hvad fruen ønsker.

Vi er nået til nr. 1000, da jeg har så ond i ballerne af at sidde med strakte ryg og indsuget mave, at jeg hopper ned og overlader tronstolekampen til andre helte. Tretten stole. Jesus og hans 12 disciple. Robin Hood og hans tolv svende. I alle heksecirkler er de 12 plus Satan.

Han er nu ikke så dum den bagermester. Gammel jungiansk psykoterapeut? Brød sælger bedre og især dyrere med et fedt eventyr klistret til.

Jeg bevæger mig rundt og hilser på de andre deltagere i morgenritualet. Som ved en vanlig reception. Hilse hjerteligt. Udveksle et par sandfærdigheder og afslutte med et varmt - ”vi ses” og glider videre, som vi lærte det på det der networking kursus, Dispuk afholdt på Kreta. Får scoret mindst 8 point på socialintelligensskalaen. Hilste på tre lidt tøvende gamle kærester, hvor af den sidste kropsligt er ved at tø op – da mit nummer til min ærgrelse bliver råbt op.

Overvejer at springe over. Men det vil koste mig mindst en halv time, så jeg flirter et varmt - ”mødes igen” og kaster mig gennem pøblen over til bagerbardisken, der er halvanden meter høj, og fanger opkaldsdamen med øjnene. Hun er sød, lidt kagebuttet og adlyder blindt mine indkøbsbeskeder.

Da jeg endelig smilende er blevet betjent, har fået udleveret tre brune papirsposer med et ømt ”ha´ en virkelig god dag” - nikker jeg afmålt til de andre fra slænget og vandrer stivrygget, maveflad ud gennem templets dobbeltdøre.

Mens jeg puster ud og forsøger at få hatten placeret korrekt på hovedet i forhold til støvregnen, kaster den stinkende Hus Forbisælger sig igen over mig og hvæser sit århusianske: ”Hva så mand?” Ser ingen anden udvej end at hale en solidariske 50-er frem og får kommentarløst stukket bladet ind mellem poserne. Står lidt og venter på at få penge tilbage. Men han kigger mig trodsigt ind i snuden og hvæser: ”No change”. Opgiver. Skynder mig væk, fordi fodgængertiklyset har skiftet til grønt, og hende terapeuten røvvugger behageligt af sted foran mig. Ville have være nede og checke om sejlbåden var kommet uskadt gennem nattens strabadser.

Folk bliver mere og mere uhæmmede. Nogle ynder i ly af mørket at stå og overpisse båden oppe fra kajen og enkelte har tilladt sig at hoppe ned og skide i fordækshullet. Det værste er svenskerlorte. De syder ekstra slemt på mahogni dæksplankerne. Brugte kondomer og sprøjter er heller ikke ualmindelige. Har folk ingen respekt for den private ejendomsret?

Kommer frelst over til torvet. Svævet vægtløs i den parfumesky, hun udspreder som en vifte bag sig. Men støder så ind i endnu en Hus Forbisælger. Nu i rullestol. Har et stort ”Køb Hus Forbi” skilt om halsen. Famler tyveren frem og giver ham den. Men så rabler han, at bladet er udsolgt – mens han griner. Ryster bare på hovet og går videre. Hjemløs i en elektrisk kommunal kørerstol. Moderne tider.

Runder hjørnet. Smider bladet i den nærmeste, overfyldte cykelkurv, som alle bruger, fordi der ingen kommunal skraldespand er.

Er træt af at læse det lort. Stort set alle skæbner er fra Vendsyssel (hvor jeg selv er født) eller Grønland. De er tilsyneladende for dumme til at tage en rutebil/fly tilbage til deres tangdækkede jordhytter eller igloer.

Har hele tiden fornemmelsen af, at nogen følger efter. Da jeg lynhurtigt vender hovedet, så tømmermandshjernen skvulper, er en ung grønlænderpige ved at fiske bladet op. Hun griner. Vinker med en fuckfinger og løber tilbage til torvet med bladet højt hævet over hovedet. Smarte de sælgere. Praktiserer genbrug. Har hørt, at 65 % af solgte solidaritetsblade ender som bortsmid 100 meter fra salgsstedet.

Ja, solidaritet er i dag lig med profit, profit, profit.

Tilbage til det lækre byhus vi købte, før Christianshavn var insted. Låser mig ind. Dejligt stille. Børnene og babygirl er taget af sted. Konen ligger stadig og jamrer. Håber for helvede hun lander, inden vi skal stille op til brunch 14:30 og når at oversminke sin morgengrimhed. Må se, hvad vi har i pilleglaset, som kan bringe hende på ret køl. Skal lige prøve kræfter med Politikens sudoko, den svære. Mens stilheden hersker.

Håber ikke, at Hus Fobifolket også belejrer Cafe Victor og realitetsudfordrer min trofaste proletariske Enhedsliste solidaritet, mens jeg fremlægger psykologfirmaets højprofilerede erhvervsrettede aktiveringsstrategi for segment 5 - mennesker på langvarige overførselsindkomster for de tre kommunale embedsmænd med fruer, der er inviteret til senbrunchen. Må sørge for at have godt med tyvekrone mønter i lommen.

 

 

 

Niels Peter Agger