Friværdi danskere

Niels Peter Aggers hjemmeside

 

Hvis man ikke selv kan skabe fremtiden kan man altid stille sig i vejen for den.

 

Revolutionen er kærlighedens kejsersnit. Ikke fordi børnene vil det men fordi borgerskabets kusse er for snæver.

 

 

Friværdidanskere og "the big bolig bang"

 

Niels Peter Agger Cand. psych. Psykofirm

Kronik bragt i Politikken den 20. 4. 2006. Titel: ”Angsten for det lurende rentedyr”.

Revideret juli 2006.

 

Er du også en af dem, der er dødtræt af, at når man bevæger sig rundt i det offentlige rum i den øvre del af socialsfæren - på cafeer, cocktail parties, private intimmiddage – så er det hotteste samtaleemne ikke den politiske situation omkring profetkrisen, integrationen, magtspillet mellem partierne, velfærdsudspillet eller hvem der ligger i med hvem, men folks andel i bolig friværdien?

”Har I hørt, at ejendommen henne i nr. 117 er blevet solgt for 5.2 millioner? Det er en ren ruin og må istandsættes for mindst 1,8.” Man kan derefter mentalt hører summende digitale hjerne kliklyde. Alles indre regnemaskiner begynder at lægger store tal sammen og udregner lynhurtigt, hvad deres ejerbolig må være værd nu, hvis den blev kastet ud på markedet. Og samtidig svulmer imageskuldrene på friværdidanskerne voldsomt op og der kommer uvant tyngde og næsten truende respektkrav ind i stemmeføringen. ”Her taler millionerne!”

Så kører snakken over på istandsættelses projekterne – karnappen, well-ness samtalekøkkenet med indbygget pejs, det japanske drømmetoilet med opvarmet sæde, det designerskabte fantasilegerum til børnene osv. Hvis man kender folk inde bag facaden, ved man, at hovedparten af projekterne afspejler en ny ”pardødheds” periode – hvor fællesprojektet skal holde sammen på stumperne i de parallelle stressliv. Håndværker terapi. Som ofte er billigere end ordinær parterapi.

Når hovedboligemnet er udtømt forsætter samtalen til den investeringslejlighed, man med skattemæssig fordel har købt til børnene. Videre til sommerboligen på Skagen eller i det solbeskinnede Provence.

Når al den selvfede friværdisnak efterhånden keder én (som var så dum af forlade boligcirkuset, før musikken rigtig spillede op). Altså mens luftmillionerne stiger og stiger og hanekammene svulmer - og man vil have lidt gang den følelsesmæssige stemning, skal man bare lavmælt sige: ”friværdinasser” og forsætte med remsen: arbejdsfri papirpenge, skattestopssnylter, rentefradragstyv, ejendomsværdi velfærdssocialklient, regeringsdoneret judaspenge og til sidst truende råbe ”bolig boble”!

Så kommer der garanteret liv i forsamlingen - og du kan have en underholdende aften præget af livlig, ophedet debat.

Hvis du slipper levende, begrænset blodig og ikke total handikappet fra det – så går dine dybe refleksioner på cyklen hjem til din ydmyge lejebolig på, hvad fanden skete der egentlig?

Hvordan blev 20 års venskab ødelagt i løbet af 7 minutter. Hvorledes der kom had ind i gamle elskerinders øjne. Hvorledes det karrierenetværk, du møjsommeligt har brugt 5 år på at opbygge, krøllede sammen i løbet af no time, som en akillessene, der bliver overskåret nede ved hælen. Hvordan du oplevede, at – ”det er aldrig for sent at få en ulykkelig barndom”.

Du har fornemmelsen af, at hvis du provokerende havde udbasuneret i forsamlingen - direkte henvendt til værten – ”Jeg har for resten haft oral-la-la med din kone” – så ville folk havde reageret langt svagere og gået ind i heftige diskussioner om den form for samkvem nu var reel utroskab eller bare noget, der ske på en glad, våd aften. Altså Clinton modellen.

Men friværdi. Så har du tændt lunten til krudtkammeret. Din sociale relationsverden ligger bagefter øde som efter en sprængt neutronbombe. Alle konti i den møjsommelige oparbejde ”social relations kapitalbank” er pludselig nulstillet. Du har intet til gode – ingen trækningsret i forhold til alle de tjenester, du har gjort dem. Tænk bare på hvor mange gange du solidarisk har slæbt rundt på deres fucking flyttekasser, mens de svævede op gennem friværdis pyramiden. Du er reduceret til en provokerende paria for evigt eller mindst indtil ”the big bolig bang” forhåbentligt geninstallerer en form for humanistisk fornuft i den nuværende friværdiskabte uvirkelighed. Efter tvangsfallit lavinen og borgerkrigen.

The Big bolig bang er ifølge festopstemte, slipseklædte kilder i Urealkredit Danmark planlagt til at foregå 11 december 2006 (Satans sorte fødselsdag). Men datoen er usikker, fordi Al Qaeda måske forstyrrer processen ved at gennemføre terrorbombninger i Danmark tidligere – og derved tippe balancepunktet, hvor 20-30 % af ejerbolig danskere vil blive låst i en ubrydelig gældscirkel med tocifrede renter, som vi ældre husker det fra 80`erne.

Ve dem der da knæler foran alteret med afdragsfrie lån og har baseret deres romantiske samliv på evigt stigende boligpriser. Livslangt gældsslaveri, skilsmisse og helvedes flammer venter dem!

Vi borgere er ellers i lang tid blevet tordnet ørerne fulde af, at tidens hovedkonfliktpunkt drejer sig om den ikke integreret, ikke produktive del af de 500.000 nydanskere og især de 200.000 muslimer, der udgør en så kantet del af den danske virkelighed. Selvom vi gør vores bedste for at holde nytilkomne ude af smørhullet.

Men det er måske bare en opreklameret afledningskonflikt. Spil for galleriet. Hvad betyder Arlas og andre firmaers tab i mellemøsten egentligt i forhold til de svimlende milliard beløb, som de himmelstræbende ejendomspriser har skubbet over på friværdidanskernes skuldre i forhold til dem på den forkerte side af ejendomskløften? Småpenge. Pebernødder. Glidecremomkostninger.

Hovedmodsætningen i dagens Danmark udgøres af spaltningen mellem friværdidanskere – og de huslejebetalende. Alle de som ikke rettidigt kom med på ejendomsværdistigningsvognen. Lavindkomstfamilier. Studerende. Enlige forsørgere. Pensionister. Efterlønsmodtager. Arbejdsløse. Overførselsindkomsttaberne. Bistandsklienter. Langtids sygdomsramte, nedslidte/udbrændte og den hastigt voksende gruppe stressvrag. Eller med andre ord – ”de investeringsdumme” eller sagt lidt mere uvenligt –nasserne, skulkerne, taberne – som ynder at smykke sig i offerklynkegevanter.

Det lykkedes i mange år at skjule denne fremstormende klassemæssige modsætnings konstellation ved at fastholde nydanskerne som en fritsvævende bufferkategori. Gæstearbejderne. Dem der stjal vores cykler, voldtog vores blonde kvinder, stjal tasker fra pensionister, social nassere og som slet ikke forstod Jyske lov der udsiger, at hvis du er gæst, så opfører du dig ordentligt, bøjer nakken og følger lands skik – ikke tørklæder/men træsko. Politikerne boltede sig i fuldstændigt omkostningsfrit i at overføre samfundets opdæmmede/uhæmmede aggressioner på de etniske nydanskere og fremviste national, stemmesugende fasthed via ugentlige omkostningsfri integrationsforslag. Det var bare så totalt ærgerligt, at Jyllandsposten kom til at overdrive løjerne ved at publicere de famøse Muhammed tegninger, som pludselig gav den muslimske kultur en brølende stemme. Og udstillede vores skrøbelige position i det globale samfund, da det chokerende gik op for os, at den muslimske verden har store økonomiske muskler, som kan medvirke til at punktere den nuværende højkonjunktur.

Regeringen og de omliggende partier er udmærket klar over, at deres stemmemæssige grundlag hviler på friværdidanskerne oplevelse af, at man lever vellykkede liv gennem besiddelse af ejendom samt ved at være deltager i den social opstigning.

”Jeg ejer, derfor er jeg. Og jeg er en succes!”

Ejerskabssindelaget skaber en grundliggende fornemmelse af at man er berettiget til dansk statsborgerskab og bevirker, at man vil gå endda meget langt, for at fastholde de bestående magt konstellationer, som sikre ens murstens investering. Faktisk tit på tværs af alle ens øvrige politiske holdninger og kristne værdigrundlag. At eje stimulerer den indre grådighedsperson helt kolossalt – og et eller andet sted vurderes hele verden ud fra, om forandringer er til fordel for den personlige værdiakkumulation eller udgør en trussel mod den.

Barnet, der sidder isoleret og omklamre sit legetøj for at forhindre andre børn i at stjæle og lege med det. Friværdiejerskab stimulere også den primitive angst, vi altid har haft overfor ”de fremmede”, der vil rane ”det lidet” fra os, som vi har fået betroet. Talenterne. Hvem af os ældre kan ikke stadig mane billedet frem den fortidige valgplakat, hvor en stor, sort, grim hånd truende kommer ned fra himlen og snupper det lille søde parcelhus, som emmer af tryghed, stokroser og hygge?

Er det ikke her vi skal finde grundlaget for, at næsten hver femte dansker finder størst tryghed ved at stemme på Dansk Folkeparti, som de anser for den bedste garant for at fastholde de nuværende ejerforhold og sikre den enkeltes tiltuskede del af ejendomskagen?

Her gik vi og troede, at det var de globaliseringsangste, ”postmodernismens tabergrupper” og Jyllandspostlæsere, der stemte på Pia – men er det ikke reelt parcelhusdanskere og dem i den billigste del af ejerboligmassen? Modstanden mod det store, skræmmende Europa, der skyller ind over os, opkøber vores sommerhuse og presser ejendomspriserne ud over vores egen formåen, er også med til at cementere partiets popularitet.

Der er jo ingen tvivl om, at danskernes nuværende nationale arrogance udspringer af det øvrige Europas mærkelige vedvarende accept af alle vores særregler i forhold til, at ”de andre” ikke kan købe ejendom her i landet, mens vi bolter os i at opkøbe svenske ødegårde, franske bjerglandsbyen og spanske strandvillaer. Vores arbejdergiver venlige fyringsregler, de fire forbehold samt retten til at ødelægge fremtidens fiskebestande via brutalt skidtfiskeri.

Er vi bare så lille bette – at de endnu ikke har fået øje på ”det forkælede barn”, der langt oppe nord på?

 

Regeringen har på alle måder søgt at fremme og fastholde friværdiudvikling via sin såkaldte ”kontrakt med folket” politik. Skattestoppet, som bevirker at de himmelsusende ejendomsværdier stort set som den eneste samfundssektor der unddrager sig realbeskatning. Fastholdelse af rentefradragsretten, som - selvom den er reduceret - er hylende absurd i forhold til værditilvæksten – og reelt udgør en form for offentlig bistandshjælp, substituering fra lejerbefolkningen til de boligbesiddende. Regeringens ekspropriering eller direkte tyveri af de milliarder, som over årerne er opsparet i Lejrenes Fællesfond til istandsættelser.

Deres ”totale slaphed” i forhold til at hindre sort arbejde i byggesektoren, som er blevet så ”moralsk korrekt” – at en forstander på en fynsk byggeriskole ligefrem offentligt anbefalede eleverne at kvalificere sig via udøvelsen af denne sport. Myndighederne kunne så let som ingen ting forhindre største delen af det sorte arbejde ved at kræve, at enhver byggetilladelse blev ledsaget af krav om, at man bagefter fremsendte regnskab over, hvem der er blevet betalt for arbejdet. Så ville 80 % af aftalerne blive til hvide penge. Eller man kunne sende de københavnske parkeringsvogtere med bødeblokkene parat og op af Strandvejen og ud i forstæderne i weekenderne for at undersøge alle byggeaktiviteter. Det kunne vi mindst få en ny ubåd for. Men nej. Det ville være et groft indgreb i frihedsrettighederne – lang værre end den kommende terrorpakke.

I friværdiklubben diskuteres sort arbejde intensivt og om det er ok at bruge polakere eller andre østarbejdere. Det er ikke de moralske aspekter, der fylder diskussionen. Men om det kan betale sig i forhold til byggesjusk, håndværkerløgnagtighed, manglende tidsmæssig kontrakt overholdelse samt erstatningssager i forhold til totalt at få tage røven. Den nuværende nedgang i omfanget af sort arbejde skyldes overhoved ikke regeringens moralske appeller, men friværdifolkets selvoplevelser og fjernsynets udsendelser om, at alle aftaler med ”den søde, reelle håndværker” er rent luft, så snart man har forudbetalt arbejdet og ikke længere kan trække sig ud uden at byggeriet ende i rent kaos.

Når man siger ”momssnyd”, kigger medlemmerne i klubben undrende på én som om man var total idiot – og kaster sig ud i lange udredninger om, hvor de befinder sig på topskatteskalaen, og at de sandelig har leveret nok til den fælles velfærd.

Er det ikke 25 milliarder der på denne måde undgår momsreglerne – og som lejerne derved indirekte er med til at betale? Hvad får vi egentligt ind ved den nådesløse jagt på nydanskernes kiosker og pizzeriaer? Byggeriets fagforeningerne skulle også hellere jagte egne sortarbejdende medlemmer i stedet for at stå og vifte pinligt med de røde faner de steder, hvor der er hårdtarbejdende østeuropæiske byggeriarbejdere i gang.

Regeringen har samtidigt stædigt forsøgt at bibeholde ideologien om, at man kan blive rig af at arbejde. ”Hvis vi skal fremtidssikre velfærden!” Hurtigt ind i og igennem uddannelsessystemet. Vejledt af ihærdige testpsykologer, som efterretter alle skæve børn til at passe ind i den rigtige udviklingsprofil og udrenser alle kreative spildaktiviteter. Økonomisk afstraffelse, hvis de unge bruger et par fjumre år for at finde ud af, hvad de vil bruge deres korte liv på planeten til. Belønning til dem der uddannelsesmæssigt drager ud i verdenen for at kvalificere sig globalt – og ikke er så dumme, at de forelsker sig i ”noget udansk”. Livslang læring der vedvarende hænger som en truende pisk over alle små lønarbejdere, der udmærket ved, at de en underlagt Europas lempeligste fyringsregler, fordi det offentlige så velvilligt overtager alle forsørgerbyrder fra arbejdsgiverne.

Op på 67 år med pensionsalderen i den anden ende og stramme begrænsninger i efterlønsordninger.

Men hvem ud over Audi-drengene er nogen sinde blevet rige af at arbejde hvidt? Hvis du ikke har en årsløn på over 1.5 million plus fri bil og alle de andre personalegoder, er det en ren dødssejler. Det ved folk jo godt – og mange er så snedige, at de er begyndt at praktisere tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, som de finansierer via indhug i friværdibunken. De er derfor kolde overfor regeringens appeller til ”den fælles velfærdssolidaritet” og de økonomiske gulerødder til de gråhårede. De æder murresten – og det truer snart skattegrundlaget.

 

Men skal passe utroligt meget på, når man omgås friværdidanskerne i dag. De er utrolige sensitive, fordi de på et eller andet førbevidst plan er klar over, at festen er ved at være forbi, og at det imponerende papirpenge korthus, de har baseret deres liv og selvværd på, snart går i total opløsningen. Angsten for det lurende renteudyr. Mange er plaget af en ubevidst, spirende erkendelse af, at de alt for længe har deltaget i ”den tomme stols leg”. Hvor alle danser rundt så længe musikken spiller, og hvor man, når den stopper, skal sikre sig en af de fremstillede stole – hvoraf der altid mangler en. Den, der ikke får en stol, må gå ud – eller står med en totalt usælgeligt bolig – og må gå den tunge gang til konkursretten. Den form for russisk roulette blev i 90`erne praktiseret i københavnske bolighajkredse. Man købte en ejendom billigt og solgte den videre til næste i kredsen med profit. Vedkommende solgte så vider med profit osv. – indtil én råbte ”hands of” og så stod den sidste med beten og konkursen og måtte turen over til London.

Rentestigningen er så småt startet, og alle økonomer forudser, at den vil kravle op og op. Udgifter til varme, vand og el er støt stigende, fordi de kapitalister, der har overtaget ”privatiserede områder” selvfølgelig vil presse citronen. Benzinprisernes og fyringsoliens himmelflugt bliver for mange boligejere strået, der knækker kamelens ryg. Ejendomsmæglerne udmelder tvunget, at boligsalgstiden pludselig er steget til et halvt år i forhold til de tre måneder, den var sidste år. Samt at forholdet mellem boligudbud og efterspørgsel bliver skævere og skævere. Byggesektoren er vildt overophedet – og baseret på drømmen om evig værdistigning. Og værst – regeringen er vist også ved at indse, at den voksende klassemæssige modsætning mellem friværdisdanskerne og de besiddelsesløse snart antager revolutionær karakter.

 

Men altså. Hvis du sidder og keder dig i et selskab – så sig bare: FRIVÆRDI – og ballet går i gang.

 

Niels Peter Agger