Dødspædagogik

Niels Peter Aggers hjemmeside

 

Hvis man ikke selv kan skabe fremtiden kan man altid stille sig i vejen for den.

 

Revolutionen er kærlighedens kejsersnit. Ikke fordi børnene vil det men fordi borgerskabets kusse er for snæver.

 

 

Dødspædagogik

Lønarbejder ved dødsrejsen

 

Kendskab til - og brug af dødens og sorgens ritualer, kan være med til at fællesgøre magtesløsheden og fremme situationens meningsfuldhed.

 

Af Niels Peter Agger – cand. psych.

Udgivet som undervisningsmateriale

Årstal 2004.

.

 

Per Sølvsten Sigh - editor.

 

Vi har tidligere været inde på, at de fleste i dag dør en »erfaringsløs død«. Tidligere levede alle med døden tæt på. Når man ventede barn og gjorde udstyret klart, så syede man også en »dødsskjorte« for en sikkerheds skyld - og man fik tit brug for den. Alle havde erfaringer med døden og den lange række af dødsskikke, der omgav denne sociale situation. Det er der langt færre, der har i dag - hvor døden stort set er en institutions oplevelse - eller noget man hurtigst muligt gemmer bort på kapellet.

Vi mennesker er indrettet således, at det ukendte, det ikke prøvede, skræmmer os.

 

Således er det også med døden og selve dødsprocessen. Vi har kun lært om den via »uheld« og kun ved, at vi ufrivilligt er blevet trukket ind bag det tabutæppe, der omgiver den. Det bevirker, at vi er helt erfaringsløse og har brug for en hjælper, brug for nogen, der kan udstikke en kursretning.

Tidligere var det præsterne, der var bærere af »dødsviden«, og det var dem, der blev tilkaldt, når man havde brug for vejledning, og for en, der kendte de rette ritualer til at lette overgangen og sikre, at den skete korrekt.

Ud over professionsgruppen havde man også en litteratur, som hjalp i processen. De første europæiske »tegneserier«/træsnit var dødebøgerne, som på en instruktiv måde beskrev, hvorledes man behandlede den døde og hjalp ham på rette vej. Den vigtigste europæiske dødebog hedder Ars Moriendo.

Hvis vi går til de mere eksotiske lande, findes den Egyptiske dødebog (1), der rummer en mængde besværgelser, som den døde skulle bruge på sin rejse, samt den Tibetanske dødebog, Bardo Thödol (2). Den er helt enestående ved, at den angiver hvilke åndelige farer, den døde møder på sin vej mod genfødslen, og hvorledes man i flere uger efter løden skal læse bønner for len afdøde for at hjælpe sjælen gennem de tusinde faldgruber.

Vi har også mange litterære beskrivelser om rejsen ind i dødsriget: Gilgamesh's rejse (3) i syrernes dødsrige på jagt efter sin afdøde ven, Aeneas rejse i underverdenen (4), hvor han møder færgemanden Charon, som fragter ham over floden Styx på vej mod Hades, Dantes jagt efter Beatrice igennem skærsilden (5), helvede og Paradiset, og fra vor tid kan jeg 1ævne Ursula Le Guins fremragende bog Den yderste kyst (6).

I dag er det skræmmende, at mange døende ikke ønsker at se en præst og benytte sig af den viden, som han samfundsmæssigt bliver betalt for at have. Mange, der prøver, kan ikke bruge den form for salmekrise-hjælp, som ældre præster udøver. De har ikke brug for bibelsteder, salmesang - eller for glansbilleder om en plads ved Guds højre side oppe i Paradiset. De har brug for en riteperson (7) - der tør udstikke vejen for dem. Det er skræmmende at erfare, at det kun er få præster, der i dag bliver udvalgt til at varetage denne plads.

Det bevirker, at andre faggrupper må gå ind og overtage ritepositionen og lære at være dødspædagoger - være udøvere af Thanatologien (8).

 

Dødens rejsekort

Hvilke »kort« har vi da at give? Hvilken viden?

Kübler-Ross's model over dødsfaserne har for mange været en stor hjælp: fornægtelse, vrede, depression, købslåen og accept (9).

Selve modellen er blevet kritiseret for at være ukorrekt. Men den har overfor alle en slags kompasfunktion:'" giver et kort og noget, man kan sige fra overfor.

Hendes faser kan også bruges i familiearbejde med døende. I en terapi hang konen f.eks. stadig fast i aggressionerne overfor lægerne, som burde have opdaget spiserørscanceren tidligere - mens han, den døende, for længst havde tilgivet dem og accepteret, at han var ved at dø. Fasemodellen var god til at anskueliggøre for dem, hvorfor de havde svært ved at kommunikere og forstå hinandens følelser.

Mansell Pattiisons model over den sociale-, psykologiske- og biologiske/fysiologiske død er også god til at beskrive begyndelsen på den døendes rejse (10). Modellen illustrerer flot, hvorledes døden er en proces, som forløber graduelt. Den er især god til at forstå den trækken tilbage i sig selv, som sker med en døende, når den sociale død indtræder, og når omverdenen - på nær de få tætte, kære - skubbes væk og bliver fjern og ligegyldig.

Det er tit i den fase, at netværket stiller op og vil have kontakt - og så er det vigtigt for plejepersonalet at kunne forklare, at det er ok med 5 minutters afskedsbesøg men ikke mere, da den døende er ved at trække sig bort fra denne verden. Det kan være pinagtigt svært at forklare de tætte, at nu er den psykologiske død ved at indtræffe - og at den døende »nådigt« er ved at glide over i en anden sfære, hvor vi ikke kan følge ham, men glæde os over den aura af ro, som vi kan se brede sig omkring ham.

Ovennævnte modeller er gode rejsekort at have, hvis man er i dødspædagogernes sted - og de er så generelle, at langt de fleste mennesker kan bruge dem.

Det er straks sværere, når der kræves spirituelle/religiøse rejsekort. Det er befriende for dødspædagogen at møde de rette troende - dem, der har den kristne tro intakt og som ved, hvor djævlen og alt hans væsen er, og som er sikre på, at der er en plads til dem i Paradiset. Disse sande troende har reel kontakt med »udfrielsen«, og selvom de tit må kæmpe med tvivlen og usikkerheden overfor genopstandelsen, så er det klart, at de via deres religion har arbejdet med livet og døden og forberedt sig på rejsen.

Men de er få, disse sande troende - med styr på cosmos og hin1merrige og ikke at forglemme helvede, som de fleste præster jo også forsager i dag. Flere og flere synes at vende sig mod østens religioner for at få et trosskelet, som kan skabe mening i det

universelle kaos. De griber tit fast i reinkarnationen og dens teser om, at vi alle er fanget i reinkarnationshjulet - og at vi fødes igen og igen ud fra den karma (11), vi har oparbejdet i hvert enkelt, levet liv, og at vi alle stræber efter at nå til Nivarnas guddommelige klarhed, hvor vi slipper ud af hjulets monotoni.

Troen på, at der er system i det hele, og at liv og død er svingdørens knirken, gribes af flere og flere. Men det er svært at fastholde denne tro som et skelet, når den skal afprøves imellem dødens kværnende

tænder - svært, fordi vi ikke lever i en civilisationsform, hvor disse religioner har historisk rodfæste. Men for mange er reinkarnationstroen en trøst - en slags smutluge ud af dødens tomrum - og det dybt kedsommelige ved blot at blive borte i materiens skød.

 

Dødens billedsprog

Dødspædagogikkens sprog er billedernes og metaforernes

sprog. I det ovenstående har jeg brugt mange af de billeder og symboler, vi benytter, når vi omtaler døden: rejsen, forgården, porten, tærsklen, det hinsides osv.

Det er via dette sprog, at man kommer tæt på den døende og kan trænge ind bag den rationelle facade og lave den næsten magiske klare kobling tværs over tærsklen, hvor følelserne flyder frit. Dødspædagogerne må kende thanatologiens sprog og være i stand til at rumme dets blødhed og undgå den rationelle dødsdemagogi, der kun lukker huller p.g.a. sin følelsesflade afstumpethed.

Når pegasus kommer og henter mig ...« og så kunne hun give los for sine følelser, som ellers havde været gemt bag projektet med at ordne alle de ydre ting.

Den nye død-ærligheds-kultur er også med til at kvæle metaforernes og omskrivelsernes sprogformer og forsøger at erstatte dem med videnskabens kolde, abstrakte eksakthed.

Fra nær-dødsoplevelserne har vi ellers en form for fælles terminologi, som rækker ind over tærsklen: tunnelen, faldet, det store hvide lys, ude-afkroppen oplevelser, hvor man kan se de efterladte stå bøjet over ens døde krop, åndevæsneme, man møder i det hvide lys, tærsklen/muren, som skiller de levendes rige fra de dødes osv (12). Disse fælles metaforer er tilsyneladende universelle - og samtaler om den del af »vejen« kan være god for den døende, fordi man derved opløser den uendelige ensomhed, som mange døende bliver angste i - og man forbinder også den døendes psyke med et bredt spektrum af arketypiske billedskikkelser, som frigør deres angstbundne energier.

 

Dødens fantasirejse

Selve dødsøjeblikket kan man gennemspille via fantasirejser: »Nu er du ved at dø, og dine sanser forsvinder. Du kan ikke længere lugte. Hvad er det sidste, du ønsker at lugte. Nu kan du ikke længere smage. Hvad er det sidste, du ønsker at smage? Nu kan du ikke længere se. Hvad er det sidste, du ønsker at se? Nu kan du ikke længere bevæge dig. Hvad er den sidste bevægelse, du ønsker at gøre? Nu kan du ikke længere føle. Hvad er det sidste, du ønsker at røre ved? Nu kan du ikke længere høre, hvad er det sidste, du ønsker at høre? Nu dør du. Hjertet holder op med at slå, og du glider over på den anden side. Før du rejser videre, så prøv at se dine kære for dig, og se hvordan de har det med din død. Nu glider du videre ind over tærkslen og oplever, hvad der er på den anden side.

Nu er der gået 5 år, siden du døde, prøv nu igen at se, hvordan dine kære har det.

Vend så tilbage hertil og åbn øjnene.«

Denne fantasirejse kan være en stærk afprøvning af at nærme sig selve dødsøjeblikket - og den er også stærk tobak for de professionelle, som arbejder tæt ved døden, og som derfor konstant bliver konfronteret med deres egen forgængelighed og med den stund, hvor nornerne klipper livstråden over.

Vi mister vores sanser på ovennævnte måde, når vi er på vej ind i dødens gab, og professionelle og pårørende skal passe meget på, hvad de småsnakker om ved et dødsleje. Den døende hører med, selv om man tror, at han har givet slip.

 

Dødens mening

Den vanskeligste prøve for dødspædagogen er at skabe mening med døden. På dødsrejsen, når selve overlevelseshåbet er blevet afmonteret, kan man som regel opstille »delhåb« så som, »du skal leve indtil den yngste er konfirmeret, sølvbrylluppet afholdt, julen overstået osv.« Det er sværere, når det uovervindelige kommer truende tæt på og al snak om håb bliver til klicheer. Det er svært i dag at snakke om døden som et projekt/en opgave, der giver den mening og betydning. Hovedstrørnningen i vor kultur er, at døden er en fiasko - og jo hurtigere, smertefrit og pænt den foregår, jo bedre er det. Og når døden er indtrådt så drejer det sig om at glemme og komme videre.

Sådan var det ikke engang. Da havde døden mening - en mening, som rakte langt tilbage ind i livet.

Tidligere kunne man snakke om, at døden - som livet havde sit projekt. Man skulle dels sikre sig sit eftermæle, og dels skulle man sørge for sjælens frelse. Dengang var det almindeligt, at den døende lå i sin seng og skrev eftermæle-talen, som skulle holdes ved begravelsen. Den døende valgte også en agtværdig mand, som skulle holde talen, og via sit testamente forsøgte han også at sikre sig ind i eftertiden. I katolicismens tid var det almindeligt, at man gav broderparten af sin ejendom til kirken, der som modydelse lod læse sørgemesse over en på dødsdagen eller fødselsdagen. Hvor længe afhang af beløbets størrelse. Hvem gør i dag noget for eftermælet - ud over en kort notits i avisen, hvis man står i den blå bog? Hvem forsøger at forlænge sig ind i fremtiden? Yderst få. Vi mener alle, at vi skal glemme. Tiden går videre, og vi hylder J esus' ord: »Lad de døde begrave deres døde«.

Et andet væsentligt projekt var tidligere at sikre sjælens frelse. Når man var ved at dø, blev ens forsvar over for djævlen og al hans væsen, svagere. Og djævlen vidste det og begyndte at rykke ind omkring den døende, for at snuppe hans sjæl i et ubevogtet øjeblik. For at hjælpe den døende i efterlivskampen, samledes familie, naboer og venner omkring dødssengen, hvor de underholdt den døende med salmesang, bibeloplæsning og anden sund tale. Måske var det også for at sikre sig, at ingen løb med mere end deres andel af arven - men sjælens frelse var med i det hele. Når det stundede til, blev djævlens magt stærkere, og præsten blev tilkaldt for at overtage besværgelserne. Idealet var dengang, at en ædel mand døde med åbne øjne og Guds ord på læben. Det sidste skriftemål blev foretaget, og den døende fik den sidste olie. Hvis man døde bevidstløs, var man ynkværdig og til spot og spe, for så havde djævlen frit spil, og skærsilden og helvede var den sikre kurs.

Ovennævnte er tankevækkende i forhold til de morfindoser, mange læger pøser i de døende i dag, hvor idealet næsten udelukkende går på, at folk skal få en så smertefri død som overhovedet muligt, og hvor vi er så dumme, at vi forveksler dette med værdighed.

 

Dødens ritualer

Djævelen truede sjælen, indtil liget var i indviet jord - og det var derfor, at man vågede over det og førte det til graven under afsyngelse af salmer. Først når det lå under syv alen, kunne man slappe af og glæde sig over, at det Gode havde sejret over det Onde, og man havde hjulpet den døde over i efterlivet på en god måde og forebygget, at han gik igen og blev til et genfærd, der forstyrrede de levendes liv.

Når man læser disse beretninger fra det 15.-16. århundrede (13), kan man græmmes over formålsløsheden ved døden i vores kultur.

Dengang havde man også styr på ritualerne omkring den døde. Hvem der skulle vaske liget - hvordan det skulle klædes på. Hvordan gravøllet skulle serveres, hvem der bar liget osv. Dengang var bede mænd og koner nogle, der virkelig bad og førte an i sorgen og var katalysatorer for den kollektive gru og sorg. I Irland var det dem, der førte an i kvindernes dødsskrigeri (wailing), som skærer igennem marv og ben, og som får selv djævlen til at humme sig.

Man havde også mange ritualer, der skulle sikre, at den afdøde ikke gik igen - og ikke fastholdt sin ejendomsret til de ting, han havde efterladt. Mange steder blev kisten ført ud ad et vindue, eller man brød ligefrem muren ned, når man førte kisten ud. Dette skulle forhindre, at den døde vendte tilbage og hjemsøgte huset. Man strøede hørfrø i kisten og foran hoveddøren - fordi sjælen var nødt til at tælle dem, før den kunne slippe ud eller slippe ind.

I dag har vi ingen ritualer ud over brændingen, jordpåkastelsen og sletningen af cpr. nummeret og ophævelsen af DANKORTkontoen, der sikrer, at den døde forbliver i de dødes rige. Man har somme tider fornemmelsen af, at der svæver genfærd rundt overalt i dag og at mange folk er nødt til at opsøge psykologer, fordi de afdøde ikke er blevet bragt forsvarligt der over, hvor de hører hjemme. Vi mangler fastholdelsesritualerne - og præstens tre skovlfulde jord lader ikke mere til at være nok, til at trække linien mellem rækkerne.

Mange af dem, jeg tidligere kaldte hjemmedødens helte, bliver ofre for denne ritualløshed. De har vovet sig så tæt ind i dødens garn, og vi har ikke nogle levende ritualer, der kan hjælpe dem ud igen, og derfor forbliver de skræmmende tit næsten besat af den afdøde og skal kæmpe i årevis, før de er fri.

Den samfundsmæssige fortrængning af døden i vores kultur bliver til individualiseret ulykke og måske galskab. Patologisk sorg kalder man det med et fint ord.

Man kan længes efter de husaltre, man tidligere havde i den kinesiske kultur, hvor man anbragte de afdødes urner, og hvor man fejrede dem med ofringer på bestemte tidspunkter af året. Der vidste man, hvor man havde de afdøde.

Engang havde man også ritualer for hvor lang tid, man bar sorg. Det varede i et år - og når sørgeåret var omme, var man fri til at bevæge sig videre. Man bar sorgen tydelig for andre - sørgebind eller sørgeslør, og der var respekt om dem, der var i den livs situation. I dag er det at være i sorg en forbudt, truende følelse, som vi sender hinanden til terapeuter for. Livet skal gå videre - og vi bliver kollektivt rædselsslagne, når sorgen stopper dette hastværk og tvinger os alle til at se ned i dybet og det bundløse under vores skøjteløberdans.

Dødspædagogen må lære riterne omkring døden at kende og arbejde på at åbne dem op og forny dem, således at de får bærekraft i vor tid. Ritualer er mobilisering af vores dybe kollektive kræfter, og de fleste af dem har at gøre med at sikre livets »passage« - livets gang.

Dødsritualerne er centrale, fordi de fællesgør vor magtesløshed overfor døden og sætter den ind i meningsfuldhedens lys. I dag er ritualstrukturen så spinkel, at den ingen bærekraft har, og hvor føler man sig fattig, når man sidder ved et dødsleje og ingen struktur har at forløse den døende i.

Enkelte steder synger man stadig de døde ud af afdelingerne - og man har bevaret ritualet med at anbringe mønter i øjnene (betalingen til færgemanden) og med at brænde lys og at give blomster til den døde, efter at vedkommende er klædt i hvidt. Enkelte steder folder man også stadig deres hænder og beder en bøn for dem. Men ud over det, hvad er der så?

Kirkens ritualer er tilsvarende blevet tomme - fremvisningen af liget i kapellet, den blomsterbesmykkede kiste, kransene, salmerne, bønnen, ligprædiken, måske en tale fra de efterladte, rustvognen og de tre skovlfulde jord og præstens sidste ord, og så kaffe på kroen eller i hjemmet.

Er dette følelsesforløsende og noget, som rituelt binder os sammen med livets forgængelighed og begyndelsen på den lange rejse ud i dødens mørke hav?

Sjældent - og tit tværtimod. Ofte virker det, som om ritualstrukturen snarere skal skjule vores følelser end åbne for dem.

 

Afslutningen

Når nornerne har klippet tråden, og den døde har forladt tredje revle og begyndt sin rejse derude, hvor vi intet fatter, så må dødspædagogen vende sig om mod de efterladte og forsøge at hjælpe dem op af vandet og ind over stranden og tilbage til de levendes liv. Han skal gøre det langsomt og huske at vende sig om og forsøge at følge den døendes færden derude i det store intet. Måske skal han i mangel af andet tage den Tibetanske dødebog frem og læse de bønner, som de

 

døde måske kan bruge på sin farefulde færd. Måske skal dødspædagogen mest gøre det for sin egen skyld, således at han fornemmer, at han har styr på kanten og det evige liv.

Og når han vader op på stranden, er det godt at tænke på, at når de andre dør, så lever vi - og at vi får penge for at være følgesvend ene ude ved dybets kant.

 

Cand.psyk Niels Peter Agger

 

 

Noter

 

1. Faulkner, R.O. The ancient Egypti an Book of the Dead, 1985, British Museum Publication.

2. Evans-Wentz, W. Y. The Tibetan Book of the Dead, 1967, Oxford University Press

3. Sandars, N.K. The Epic of Gilgamesh, 1964, Penguin.

4. Virgil, The Aeneid, 1968, Penguin.

5. Alighieri, D. Den Guddommelige Komedie, 1967, Thaning & Appel.

6. Le Guin, u.K. Den yderste kyst, 1988, Borgen.

7. Riter = ritualer. Deres vigtigste funktion er at fællesgøre kærnepunkterne i vores livsforløb: fødslen - barnedåben/navngivningen, konfirmationen - indvielsen til voksenalderen, brylluppet, de runde fødselsdage og døden.

8. Thanatologien _ læren om døden, afledt af Thanatos, som var dødsguden i de gamle grækeres dødssystem.

9. Kubler-Ross, E. Samtaler meddøende, 1975, Gyldendal.

10. Patisson, M. 1978 i Terminalpleje, 1985, Lægeforeningens Forlag.

11. Karma hentyder til, hvorledes de gode og onde ting, vi gør i dette liv, bestemmer vores næste liv og den oplevelseskæde, vi skal igennem i dette.

12. Moody, RA Livet efter livet, 1977, Borgens Forlag.

13. Troels-Lund. Dagligt Liv i Norden, XIV bog: Livsafslutning, Nordisk Forlag.

 

 

Niels Peter Agger