Død - media - offentlighed

Niels Peter Aggers hjemmeside

 

Hvis man ikke selv kan skabe fremtiden kan man altid stille sig i vejen for den.

 

Revolutionen er kærlighedens kejsersnit. Ikke fordi børnene vil det men fordi borgerskabets kusse er for snæver.

 

 

Død - media - offentlighed

Niels Peter Agger cand. psych. Psykofirm.

Bragt i Omsorg nr. 3 2013 (s17-21)

 

Abstrakt

Vi lever stadig med en bortgemt, tabuiseret hverdagsdød, selvom der de sidste 20 år er sket positive dødstiltag i form af hospicer, palliative teams/afdelinger – men samtidig vedbliver medierne overvejende med at svælger i angstskabende, sensationel død og opretholder dermed et højt, destruktivt dødstabu i forhold til den palliative indsats.

 

Nøgleord: død, splintring af hverdagsvirkelighed, mediernes dødstaburolle

 

Indledning

Har udviklingen indenfor palliationen de sidste 20 år forandret afgørende på samfundets overordnede erkendelse af, at vi alle er døende – fået sænket det generelle dødstabuniveau/reduceret den kollektive/individuelle dødsangst? Har de positive tiltag medvirket til at normalisere almindelige borgeres forhold til døden? Gjort dem til bedre dødshjælpere, når døden høster i den tætte verden. Eller er døden blevet til endnu et fremmedgørende specialistområde?

 

Vi er alle stadig utrolige hverdagserfaringsløse i forhold til at håndtere konkrete dødsprocesser, fordi døden efter verdenskrigenes utrolige barbari (dødsinstinktets dominans) har været bortgemt på institutionerne. Dødsarbejderne/ de palliative personalegrupper har i det, nogle kalder godhedsidylliserings ideologien (»liv indtil det sidste«), glemt, at den overordnede diskurs for det palliative arbejdet bestemmes af samfundets generelle dødstabu (Agger mv. 2011). Det er her, rammerne udstikkes i forhold til lammende/depressiv dødsangst; dødsbenægtelse; opretholdelse af ukonstruktivt håb = accept af udsigtsløse livsforlængende behandlinger; ophobning af hemmeligheder; »alt er som før« rollespil i terminale familier; positiv inddragelse af den døendes sociale netværk/naboinddragelse mv. Tænk hvis vi for længst havde indført dødsundervisning i folkeskolen – besøg på krematorier, gravsteder mv. Havde vi så brug for alle de organisationer, der nu profiterer på børns sorg?

 

Medierne – den 4. statsmagt – er i den grad bestemmende for døds-tabu-niveauet i det postmoderne samfund. I hovedkulturen. er spaltningen imellem den skræmmende sensationelle død og den fortietde hverdagsdød, som rammer 54. 000 danskere årligt, stadig markant.

 

I 1990’erne var holdningen i den gryende hospicebevægelse (samt Kræftens Bekæmpelse), at dødsmediearbejde var vigtigt, idet enhver beskrivelse af almindelig hverdagsdød var med til at flytte konstruktivt på dødstabuet – at erfaringsberige almindelige menneskers møde med død/øge handlingsberedskabet. Har udviklingen bevirket sådanne positive ændringer? Nej. Danskerne mener stadig overvejende, at døden er en privat sag (Timm 2013).

Følgende medieberetninger tyder heller ikke på dette.

 

Casehistorier

Hun ligger udstrakt mellem lastbilens bagerste hjulpar med benet vredet skråt indad mellem bilens enorme dobbeltdæk. Om halsen hænger en lilla taske, og det virker, som om den er slynget flere gange rundt om hendes hals og strammer sindssygt meget.

 

Der er ingen blodpøl, der rødfarver den grå asfalt, hun ligger på – og det vækker håb om, at det kun er en alvorlig ulykke. Måske pibler der lidt blod ud af den ene mundvig, men det er ikke til at skelne fra mundens læbestiftfarve. Jeg husker ikke, om øjnene var åbne eller lukkede. Stod fysisk for langt væk til at afkode dette.

Alle er i tvivl om, hvorvidt det er en mand eller kvinde, et barn eller en voksen, fordi brystkassen bugter på en sær, unaturlig måde under trøjen.

 

Det var først længe efter, jeg fantaserede mig frem til, at lastbilens hjul måtte have kørt direkte hen over brystet og knust alle knogler og ribben.

Ansigtet er præget af et flimrende, blåligt skær. Virker absurd oppustet som en klovnemaske malet på en ballon. Armene ligger spredt ud til siderne i en altfavnende bevægelse med åbne hænder, som forsøger de at trække hele kosmos ind.

 

Vi er mange, der står tavse rundt om åstedet i behørig afstand. Ingen tør gå tæt på for at undersøge, om der stadig er liv i kroppen. Om vi skal vikle tasken fri. Skal skære det fastklemte ben af for at få hende ud mellem hjulene. Eller om der hviskes et sidste ord fra de sortblå læber, som bør nå frem til en levendes ører og bringes videre til dem, hun elsker.

 

Alle står bare totalt paralyserede i en magisk cirkel rundt om ulykkestedet og venter på det øjeblik, hvor ambulancen/livredningseksperterne når frem, og de døds professionelle vil ordne sagen og stænge/lukke det kæmpemæssige krater ind i dødens skræmmende intethed, vi alle fuldstændigt fortabte er fanget ind i.

Der er ingen ord mellem os dødstilskuerer. Ingen småsnak. Ingen henkastede bemærkninger. Ingen kontaktsøgende sideblikke eller udstrakte trøstehænder eller støttearme om skuldre. Og heller ingen tårer. Vi er alle fanget ind i dødens store, nuværende øjeblik og kan mærke dens løkke stramme dramatisk om halsen.

Afgrænsede saltstøtter. Forstenede i ørkenens livløshed under en evigtung, jysk gråvejrs himmel.

Der er selvfølgelig den vanlige idiot, som finder mobiltelefonkameraet frem og begynder at knipse billeder af »begivenheden«. Han får en smældende albue hamret ind i siden og en skarp stemme hvisler: »Så stopper du for helvede«. Det er en ældre kvinde, der garanteret aldrig har slået en flue ihjel – og rødmende stopper han mobildyret tilbage i lommen, mens han skulende ømmer sig og lusker væk. Hedning!

 

I lastbilens førerhus sidder chaufføren med glasagtige øjne og stirrer tomt ind i luften. Er fikseret/fastlåst i en indre tåge fuld af flimrende skygger og vibrerende, bølgende blod og gråhed. Ham. Dødens udvalgte værktøj.

Flere kollegaer prøver forgæves at få kontakt. At trænge bevidsthedsmæssigt ind til ham. Men det er klart, at han er slynget over på den anden side af virkeligheden, hvor ord er meningsløse og tomme uldtotter – som fiskenes umælende mundbevægelser på akvarieglassets indre side.

 

Da jeg ser ind i hans tomme øjne og hører det hivende åndedræt, opgiver jeg projektet med at tilbyde mig som krisepsykolog. Hvad skal krisefaseteori, tosporsmodeller om afknytning og gentilknytning og andre krisepsykologiske floskler kunne hjælpe ham med? Han er langt uden for professionel rækkevidde. Alle smartpsykologiske forsøg på at hale ham ud af evigheden vil være overgreb og forfladigelse.

 

Jeg rammes af et flashback til fiskerenken ude ved den jyske vestkyst, som i en storm mistede mand og en søn. Hun havde siddet hjemme og lyttet til hvordan vindkastene tog til i styrke og blev mere og mere urolig over, at hun ikke hørte nyt fra kutteren, der var ude efter nytårstorsk. Manden plejede altid at kalde hende op, hvis der var ængstelsesgrund. Til sidst blev uroen for stærk, og hun begav sig ned mod havnen for at høre nyt. Hun lagde mærke til, at dem hun mødte i tusmørket alle tilsyneladende havde travlt med andre ting end at snakke med hende. Det var først, da hun kom ned i havnens neonlys og oplevede, hvordan kendte folk decideret vendte sig væk og trak sig, at hun forstod ryggenes tavse sprog og fattede, at kutteren måtte være gået ned. At hun var ramt af en tragedie større, end ord kan rumme. Gik så stille hjem. Tændte stearinlyset ved Jesusbilledet og satte sig til at vente. To timer senere kom havnefogeden og menighedsråds formanden og fortalte, at kutteren var forlist. At de havde måtte opgive alle forsøg på at finde overlevende, da havet blev ved med at kvabbe til. Præsten ville kom om lidt.

 

Det var først næste formiddag, naboerne og andre begyndte at strømme til og udtrykke sympati og dyb medfølelse. At det usigelige kunne indfanges og omsættes til trøst og ord. Hun havde da kaffe og nybagte småkager parat.

 

Samme dag var der en artikel om forliset i den lokale avis. Den drejede sig hovedsagelig om de svære indsejlingsforhold til havnen, når vinden var i nordvest, og om hvordan myndighederne havde valgt at lave besparelser på den nødvendige sandsugning og derved indirekte var ansvarlige for forliset – eller med andre ord, at døden kunne været undgået. Nekrologen i avisen flere dage senere var fuld af hyldest til hendes mand og deres søn og blev hende et kært, livslangt minde (Jacobsen mv. 2008).

 

Cyklen ligger væltet ved siden af de forræderiske jernbanespor, der overalt krydser havneterrænet i Århus. Alt tyder på, at hun med forhjulet var kørt ned i sporet og simpelthen faldet direkte ind under lastbilen. Pigecykel. Uskadt. Grøn – og underligt barnlig og pjalteproletarisk.

 

Der er mange folk, som er standset og steget ud, og den øvrige trafik snegler sig rundt om de hensmidte biler. Flere bilister er tydeligt irriterede over forsinkelsen. Enkelte bruger hornet hårdt og aggressivt, indtil det går op for dem, at der er sket en alvorlig ulykke. At en døende ligger fastklemt under lastbilens hjul.

For os, som står rundt om, er tiden gået i stå. Vi er låst fast i en underlig gråsort tomhed, der strømmer ud fra den forkrøblede krop under bilen.

 

Indfangede i en glasklokke eller ind under dødsenglens udspredte kæmpevinger, der fuldstændig lukker byens vante lyde ude og neddæmper dem, som lytter vi gennem vand. Afmagtslammede. Alle sanser er rettet mod ambulancerne og det uforståelige i, at de ikke kommer og udfrier os.

Da de endelig, efter en million år, tudende dukkede op, splintres lydbilledet og det er, det som om magien pludselig bliver brudt. Tiden, farverne, lyden kommer skyldende tilbage med enorm kraft. Som om Guds åndedrag sætter i gang igen, og døden stumt trækker sig tilbage til sine sorte huller. Lukker sin udbredte kappe.

 

Ud af Falckvognen vrimler det med grønklædte kittelfolk med sorte tasker. De skynder sig løbende hen til hende. Tager puls, skærer tasken fri og forbereder sig på at lægge drop, mens andre haler chaufføren ud af førerhuset og ind i en ambulance.

 

Der går en bølge af lettelse igennem alle, da en grønklædt begynder at tale højt med kollegaen om, at der stadig er puls. Men alt håb slukkes brat, da en anden sindigt kom gående med et gråt tæppe og varsomt svøber det hen over kroppen – der nu forvandles til liget.

Kranbilen går larmende i gang med at hæve bagenden af lastbilen, så man kan få dødskroppen ud. Og alt er forbi. Vi er nu blot tilskuere, der nysgerrigt står og betragter noget sensationelt.

 

Døden har været der. Har eksploderet den flade, torsdags gråvejrs middagsstund. Nu er den væk. Og med et er det pinligt anmassende at stå som gloende tilskuer, der suger indtryk til sig for at have en god aftensmads historie til familien.

 

Jeg begynder kropsligt at ryste en time senere. Gråden kommer først, da jeg sent går aftentur med hunden nede ved stranden og kan forsvinde ind i havbruset.

I mange uger efter står billedet af det blålige, oppustede ansigt prentet ind i min bevidsthed og er aktivt i mine indslumringsdrømme.

 

Da jeg dagen efter kører hjem fra arbejde, tager jeg igen turen ned over havnen. Der er ingen spor af ulykken ud over noget udstrøget brungult, jeg tror er blodsugende savsmuld. Der ligger ingen blomster på stedet, hvor den uventede død rev hende ud af livscirklen. Intet spor af cyklen, tasken eller af lastbilschaufføren, der den eftermiddag blev dødens værktøj.

 

Først to dage efter opretter nogen et spontanalter på stedet bestående af lyskærter, kirkegårdskranse, blomsterbuketter, breve og tegninger og tilmed et lille trækors, hamret ned i den løse jord ved jernbaneskinnen.

 

Det er alt sammen forsvundet, da jeg endelig får taget mig sammen til af købe min buket for at få døds katastrofedrømmene til at stoppe. Og jeg vælger at smide blomster ud i havnebassinets mørke vand, mens jeg mumler en lille bøn/en afskedshilsen, som forhåbentlig kan hjælpe hende på sjælerejsen og fjerne det sidste lag af dødens ligkåbe, der stadig klæber ved mig. En måge dykker sultent efter buketten, og det gør mig godt. Som en lille hilsen fra den anden side – fra dødens sorte sugende universelle hul.

Allerede dagen efter indkøber jeg nye cykelhjelme til drengene, og konen får en stor orkide.

Lokalavisen bringer en kort notits om ulykken på side 7. Hun var kvinde, nær fyrre, barnløs, nyuddannet og var lige begyndt på et nyt, spændende job. Der står intet om de forræderiske togspor, som krydser havneområdet. Intet om, at container lastbils chaufførerne arbejder på en sylestram akkord. Om hvor hurtigt de drøner rundt i deres kæmpe maskiner blandt cyklister, almindelig trafik og udflugtsgående personer, der vil nyde havnefreden og lufte deres udlængsel.

 

Dødens besøg i byens hverdagsrum – den hurtige, voldsomme, skræmmende død udfoldes overhovedet ikke i artiklen. Det er den utæmmede død, vi ikke kan få styr på, selvom vi lokker den med wellness hospicer, afskærmede hospitalsstuer, palliative teams til hjemmedød, døds-meningsskabende livsafslutnings psykologer, døds coachere og et ubegrænset tilbud om at sløre dens riflede stålkanter med bevidsthedshinder af blød opium – samt et massivt udbud af katastrofepsykologer, der sendes i felten hver gang døden sprænger

 

postmodernitetens tro på det evige forbrugerlykkelige liv og flænser hul i dødstabuets blindhed. Dødsenglens vingekys.

 

På forsiden af avisen er der endnu et blodigt billede fra Bagdad fra en markedsplads, hvor to selvmordsbomber er eksploderede, og ligdelene ligger spredt ud over det hele, mens redningsmandskabet farer rundt for at hjælpe sårede. De andres død – så langt væk fra os.

 

Dødstabu – palliation

Den danske avis Politikken bringer dagligt en oversigt over døgnets trafikdøde, hvor læserne

kan følge stigningen hen over årets måneder. I 2012 faldt antallet til 185 trafikdødsfald – hvilket skabte problemer for patienter, der afventer organdonationer. Politikkens italesættelse af trafikdræbte i Danmark er en af de få kreative flænger i samfundets dødstabu.

 

Det er som at genopleve dengang, hvor daglige dødstal for amerikanske soldater dræbt i Vietnam var en vigtig faktor i at dokumentere krigsvanviddet/stoppe det. Tallene fra Irak/Afghanistan er mere slørede. Medierne har klart fået mundkurv på, så de ikke er med til at fodre krigsmodstanden. Gælder især drab af uskyldige civile. 60 danske soldater er omkommet i disse fredsskabende missioner, som løbende har fået flot mediebehandling.

 

Grønlands Radio bragte tidligere hver dag en omtale af øens dødsfald samt en oversigt over nyfødte. Der lever 57 .000 på øen. Myterne har det, at bedemændene i bygder/bysamfund hvert år før mørketiden måtte beregne, hvor mange døde, der kunne forventes, og sørge for, at der var sprængt nok grundfjeldshuller til at disse kunne »jordpålægges«.

 

Dødens bevidsthedsskabende nærværd.

I de ovenstående caseberetninger fra grænsezonelandet forsøges at sætte kød/blod/død på uventede dødsmøder samt mediernes rolle i tabuisering af hverdagsdøden.

Det er »den andens død, som et trafikdrab mentalt presser ind over os – men tallene tvinger os til at se kvalitativt på vort liv og reflektere over, hvad vi bruger det til.

Mon ikke benævnelse af de 2 personer, der dagligt vælger selvvalgt død i Danmark, ville udvirke flere ressourcer til selvmordsforebyggelse? Daglig oversigt over antallet af kræftdøde – ca. 40 – med påpegning af, at mange ikke ville være skubbet over på den anden side, hvis kræftbehandlingen fungerede på internationalt niveau.

 

Opsamling

Lad os få hverdagsdøden tæt på, så vi bliver mere bevidste om at bruge de liv, vi lever.

Medierne har en stor rolle i dette – og er dermed centrale for skabelsen af de overordnede rammer for den palliative indsats.

Referencer:

Agger, N.P. & Timm, H. Døden som tabu. I: Birklund, R. Ved livets afslutning. København: Aarhus Universitetsforlag 2011.

Jacobsen, M.H. & Holst, B. De sidste ord – om nekrologer og dødsannoncer før og nu. I: Jacobsen, M.H. & Haakonsen, M. Memento Mori. Viborg: Syddansk Universitetsforlag 2008.

Timm, H. & Hagedorn-Møller, J. Undersøgelse af danskernes viden om livstruende sygdomme og muligheder for lindring samt ønsker til den sidste tid. København: Palliativt Videnscenter 2013.

 

Niels Peter Agger