Børn og død

Niels Peter Aggers hjemmeside

 

Hvis man ikke selv kan skabe fremtiden kan man altid stille sig i vejen for den.

 

Revolutionen er kærlighedens kejsersnit. Ikke fordi børnene vil det men fordi borgerskabets kusse er for snæver.

 

 

Dør du snart?

 

Af Niels Peter Agger – cand. psych.

Bragt i ændret form i Omsorg nr. 1 2012 Godbiter.

 

Var til reception i anledningen af, at en yngre bekendts firma var flyttet til nye lokaler i den centrale del af København. Han er sidst i trediverne.

Der vrimlede med kollegaer, forbindelser, venner, familie og mange har børn med i alle aldre. Da jeg er træt af cocktailrunden. Af at stille interessante spørgsmål til fremmede, mobilfikserede folk, der aldrig genspørger til min livslange karrieremæssige historie og tilsyneladende anser mig som et negativt netværksbounding potentiale - flygter jeg ind i børnerummet, hvor mine børnebørn også tumlede rundt.

Jeg glider ind i legeaktiviteterne. Vugger intensivt en 5årig dreng på en stor lyserød elefant, hvor han klukleende overlever ved at holde godt fast i de kæmpestore ører.

I en pause i løjerne ser han direkte op på mig med store, klare børneøjne og spørger intensivt: ”Er du en gammel mand?”

Jeg har min vanlige sorte hat på og svarer fast: ”JA”

Han kigger yderligere undersøgende på mig og spørger videre med klar børnestemme: ”Skal du snart dø?”

Jeg synker lige en del af dagens ophobede arbejdsstress samt velkomstdrinken og udstøder med mindre fast stemme: ”Ja”

Han forsætter fokuseret: ”DØR DU HER INDE?” - som om han syntes, det ville være lærerigt og spændende, hvis jeg tumlede om på gulvet, gik i kramper med blodrød fråde ud af munden, vendte det hvide ud af øjnene og udåndede lige foran ham, så han kunne lære, hvad den der sære død egentligt er for noget.

Jeg gylper yderlige noget af hverdagsnormaliteten ned. Får fremstammet et: ”Nej – det tror jeg da ikke”. Og flygter så hastigt, med hatten i hånden, tilbage til overfladesnakken rundt om bardisken, hvor søde damer serverede mørkgrønne drinks efter individuelle ønsker, mens musikken dunker der ud af.

Fortalte senere leende drengens far om hans søns intensive dødsbevidsthedsinterview af mig.

Da jeg kort tid efter forlader forsamlingen, hvor der er ved at være vild gang i det, de nu til dags kalder tillidsskabende netwoorking, kan jeg ikke undgå at høre, hvorledes faderen tager drengen i behørig/streng belæring og forsøger at få ham til at begribe, at sådan noget spøger man altså ikke ældre mennesker med levet-livs-rynker i ansigtet, gråt hår (og især dem med sort hat på) om! Ja - på et højere/metaforisk plan: at indskærpe den 5årige, at han måtte lære at respektere tidens herskende dødstabu. At fortrænge området, som alle vi andre gør - til de unævnelige tings domæne.

Jeg tumler ud i februarkulden. Støvregn på kanten af sne. Er glad for at have hat på, og at der ikke er lyserøde elefanter her ude, hvor livet på planeten stadigt mirakuløst udfolder sig. Cyklede adstadigt ud forbi Assistentens kirkegård, hvor de døde ligger og vånder sig under Metrobyggeriet vedvarende helvedesdunken. Kan fornemme, hvor mange spøgelser fremtidens trafikløsning har manet op af gravfredens urørlighed, og som nu husere vildt i Nørrebro området sammen med alle de krimigangstere, der lige kapitalistisk skal have ordnet markedsandelene i forhold til salget af sjove stoffer.

Til venstre ad Jagtvejen. Tilbage til fredelige Frederiksberg, hvor de kommunale myndigheder har styr på adskillelsen mellem levende og døde. Her dør man faktisk ikke. Man får fred. Sover stille ind. Eller, hvis døden er utidig: taber kampen mod kræften og bliver revet bort alt for tidligt. Orden i tingene!

Skal hjem og arbejde videre med programmet ”Sidste hjælp”, hvor vi hospicefolk/dødsarbejdere skal lære Danmarks befolkning at dø og leve med, at deres klodeeksistens er så tidsmæssig begrænset. At du er en total artsmæssig/universel idiot, hvis du ikke bruger dit korte, mirakuløse liv på den ensomme blå planet til at hæve civilisationsniveauet og bekæmpe forkrøblende undertrykkelsesformer af økonomisk, race/kulturel, kønsmæssige/seksuel og magtmæssig art.

Det er i de klare børneøjne på vuggende lyserøde elefanter, vi skal se klodens fremtid og undgå dødsskæbnen med at ende som plasticposeslæbende forbrugere af planetens begrænsede ressourcer i vores korte planetliv blandt velfærdssamfundets robotstøvsugere og rehabiliteringsfokuserede omkostningsbesparende omsorgsmedarbejdere.

”Da seeren tav – blev der tavshed ”– for at mindes vores revolutionære vagabond/hjemløsedigteren Nis Petersen.

 

Niels Peter Agger