Dansk dødsscenarie

Niels Peter Aggers hjemmeside

 

Hvis man ikke selv kan skabe fremtiden kan man altid stille sig i vejen for den.

 

Revolutionen er kærlighedens kejsersnit. Ikke fordi børnene vil det men fordi borgerskabets kusse er for snæver.

 

 

Kraniefjæs på puden eller tilstedeværende livsafsked

 

Af Niels Peter Agger – cand. psych. PsykoFirm.

29. 7. 2014.

 

Dansk dødsscenarie:

Peter er døende af prostatakræft. Har spredt sig i kroppen, og metastaserne har nu invaderet knoglerne. Vokser inde i disse. Sprænger/flækker dem, hvilket medfører et sandt smertehelvede. Er 68. Har været i behandling i syv år, uden at de forskellige behandlingstiltag har magtet at stoppe kræften eller bibringe væsentlig lindring.

(Prostatakræft er den hyppigste kræftform blandt danske mænd. I 2012 fik 4.316 diagnosen. 60% dør.)

Nu vil han bare her fra. Tigger både personalet og sine nære om at få afslutte de ubærlige lidelser.

Dødsudfrielse – ovenpå et godt levet liv.

Hospicepersonalet bliver ved med at ideologisnakke om ”liv indtil det sidste”. Mumler lavmælt om at beskytte ham mod pårørendepres og forhindre, at livsafslutningen udspringer af testamentariske tænkning. De prøver også indædt, at få ham til at forstå, at der er ting i vores liv (selv her i postmoderniteten), vi må accepterer/ikke har kontrol over.

Men når deres lønarbejdervagt er over, smider de kitlen. Drager ud i hverdagslivet og genopretter illusionen om dødens uendelige fjernhed, mens han stadig ligger dødsmærket, lænket til sengen.

Ind imellem tænker han ondskabsfuldt: ”Gid de hvidkappeklædte selv vil lide en smertelig, udtrukken død. At de magtesløse bliver indfanget i, at sundhedssystemet med Etisk Råd i spidsen mener sig ophøjet nok at bestemme, om døden er legal eller kriminel. Kalder dem i sit indre univers omsorgsbødler/-fascister. Gammel testamentariske narrerrøve: ”Dø i smerte, som da du blev født.”

Danske taburetklyngende politikere tør ikke tage stilling til aktiv dødshjælp. Det er lige fra højrefløjen til Enhedslisten, som eller hævder at være et folkeligt, demokratisk, antireligiøst parti. 71 % af alle danskere ønsker vedvarende at lovliggøre aktiv dødshjælp. Statsmagtens elitære folkeforagt.

Han fortryder altid hurtigt, fordi personalet gennemgående er dybt sympatiske. Gør et fantastisk stykke lindrende arbejde.

Det er tydeligt, at de bliver usikre, når han fremsætter ønsket om aktiv dødsudfrielse. Mange medpatienter har samme oplevelse og respekterer, at temaet er et tabu/unævneligt. At personalet oplever det som kritik af deres palliative indsats. Det er som at ville snakke om seksuel lyst, når man er uhelbredelig syg. Personalet tager aldrig temaet op – og kommunikerer derved, at det er upassende at have det behov på ydrekanten af livscirklen.

Hospicer har meditations rum, bede/andagts faciliteter, spabade, healende haver, harpe- og aromaterapi tilbud – men ikke bollerum!

Til slut tilbyder behandlingssystemet at sedere ham. Lægge ham i medicinsk kunstig søvn/fjerne ham fra smerten og vågen bevidsthed. En lur han ikke vil vågne af.

Peter nægter indædt. Er af den gamle skole, som ønsker at afslutte sit liv på planeten med åbne øjne. Med et sidste klogt eftermæleord/en rune på læberne.

Han forsøger indædt at få sine nære pårørende til at hjælpe ham ud af smertehelvedet. Den grønne pille. Plastikposen. Puden. Eller mere dramatisk – revolveren. Men de nægter. Kan ikke overskue at være dødsudfriere, risikere fængselsstraf og et ødelagte liv bagefter. Alle vogter også på hinanden.

Ham fortryder bitterligt, at han ikke, mens han havde sin førlighed, selv tog sit liv (selvvalgt død/fridød, som han kalder det) eller forberedte selvmordrejsen til Schweiz, som mange andre formuende dødssyge danskere planlægger/gør.

100.000 kr. er for meget for hans sparsommelige jyske sjæl.

Da alle dødens udveje således er lukket, begår han langsomt selvmord ved at nægte at tage næring/væske til sig. Personalet er gud ske lov så humant, at de acceptere det. Undlader at lægge ernærings-/væske drops, selvom han ikke har lavet et livstestamente, hvori han fraskriver sig livsforlængende behandling.

Peter sultedød på hospice totalt udtørret omgivet af sine kære. Hovedpulsåren brister. Bliver kvalt i eget blod. Det sidste gurglende dødsudsagn er - ”fuck you” – som de pårørende må efterleve med.

Etisk Råd vedbliver med at snakke om filosofiske dilemmaer. Vasker bødlen ikke altid sine hænder? Men i blod? Ret så ulækkert!

 

Hollandsk dødsscenarie:

Hvis vores prostata kræftramte Hans var født i Holland,

hvor de i over 11 år har levet med, at borgernes valg af livsafslutning (hvis de opfylder en række kriterier) er op til dem selv, ville hans livsafslutning være helt anderledes. Det palliative/lindrende system har der anerkendt sine begrænsningerne i forhold til at smertelindring samt utopien om, at de kan tage alle psykiske/åndelige lidelse fra folk.

Aktiv dødshjælpsordningen blev etableret af hollandske pionerlæger op gennem 1990´erne. De indså, at skelnen mellem aktiv/passiv dødshjælp i høj grad var en kulturel (gammelt kristent), filosofisk og ideologisk konstruktion. At man demokratisk burde anerkende borgernes selvvalg i forhold til ønsker om dødsudfrielses, når alle livsporte var lukket til.

Man afskaffede derved samtidig en lang række uheldige bivirkninger ved den tidligere kriminalisering (selvmord, pårørende drab, kapitaliseret selvmordsturisme, lægedrab mv.) – men var samtidig bevidst om, at ordningen ville skabe en ny række moderne dilemmaer.

Efter så mange år med legaliseringen er selvvalgt dødsudgang blevet kulturelt accepteret. Nævnes jævnligt i dødsannoncer. På samme måde, som hospicedød i danske dødsannoncer opleves som symbol på, at dødsforløbet foregår ordentligt.

I eftermæleomtaler lægges der ikke længere vægt på ”at han/hun sov stille ind”/fik ”endelig fred” – men mere på, at hun/han døde omgivet af sine kære, ved fuld bevidsthed og udsagde en tårevækkende, sidste planetafsked.

Ordningen i Holland blev til efter en række juridiske afgørelser ”lovliggjort” i 2003 og sat i rammer rent juridisk. Patienten skal været uafvendelig døende/terminal syg (forventet død indenfor 6 måneder), være ved ”sine fulde fem”, selv fremsætte anmodningen og samtidig skal der være positivt tilsagn fra de pårørende. To uafhængige læger skal konfirmerer den terminale prognosen samt bedømme den døendes bevidsthedstilstand. Psykisk sygdom/funktionelle lidelser, livstræthed, demens mv. anerkendes ikke som dødsudfrielses årsag.

Der er regionale komiteer, der vurderer det enkelte dødsforløb og sikre, at lovforordningen overholdes og at glidebanetendenser forhindres.

I Holland har vores prostatakræft ramte - Hans - ikke tidligt i sit sygdomsforløb måtte overveje at begår selvmord eller opsøge assisteret selvmord. Opsparing af patient morfinpiller, som er vanligt i Danmark, er unødvendig.

Kattelemmen er åben: at kunne anmode om aktiv dødshjælp, når det stundede til. Når uværdig afhængighed af andre bliver overvældende.

Hans skal ikke sent i dødsforløbet plage sine pårørende eller personalet om livsudfrielse. Kan forelægge sit livsafslutnings ønske til de to uafhængige læger, som efter objektive vurdering godkender eller afvise det.

Hvis anmodningen accepteres bliver dødsdato og tidspunkt fastsat. Palliative teams i Holland tager i stigende grad hjem til borgerne, så livsafskeden ske i vante rammer. De nære pårørende er til stede.

Der udspørges igen om den aftalte procedure skal følges. Hans nikker ja. Sprøjten gives, og der er en farvel/tak og velsignelses runde. De sidste ord over hans mund er: ”Vedbliv med at skabe fred på denne planet. Jeg elsker jer alle.”

 

Når du selv skal dø. Hvilket scenarie foretrækker du?

Kraniedød på pude. Strådød – eller en værdig samfundsmæssig legitim livsudgang?

Vores filosofiske dværgpolitikere dukker ydmygt nakken. Etisk råd siger …! Er de betalt af medicinfirmaerne – som frygter at deres indtjening vil falde, hvis al den overflødige palliative behandling ophørte, og vi bare accepterede livsafslutningen og kvalitet i døden?

 

Niels Peter Agger